Søndag eftermiddag 25. november åbnes dørene i Siem Forsamlingshus for det traditionsrige Nissespil

SIEM: Søndag eftermiddag 25. november åbnes dørene i Siem Forsamlingshus for det traditionsrige Nissespil, som opføres af børnene fra byen. I år er der 8 unge mennesker på scenen, som ser frem til at vise deres spilopper på scenen. Maria Ohrt-Nissen har skrevet og instrueret stykket ”Et Jule-eventyr”.

Eftermiddagen starter kl. 14 med at stykket vises, hvorefter der er kaffe og kage. Kagebordet bliver fremstillet af ”Nissernes” forældre, så det er altid spændende at se hvilke lækkerier der bliver tryllet frem. Under kaffen bliver der solgt amerikansk lotteri. Her er gevinsterne som oftest skænket af lokale borgere. Der kan være alt lige fra syltesager, strik, dekorationer, gaver, juletræer og meget meget mere. Bestyrelsen tager meget gerne imod donationer til denne eftermiddag.

Efter kaffen er der andespil om 10 ænder, hvorefter gevinsterne i det amerikanske lotteri bliver udtrukket.

Her en lille omtale af nissespillet:

Lisas forældre skal skilles, og hun og moderen skal flytte. Lisa skal derfor skifte skole, men hun er bange for, at de andre børn ikke vil lege med hende. Hendes morfar er lige død, så alting er rigtig ØV.

Hun ”støder på” nisserne i skoven, og de kan se, at hun er ked af det, og at de må gribe ind for at få hende i godt humør igen. De inviterer hende derfor på et juleeventyr.

De besøger Julemandens julegaveværksted, hvor nisserne forsøger, at blive enige om, hvordan pakkerne skal pakkes, de besøger Julemandens bage-værksted, hvor man ikke må spise vaniljekransenes huller, og de besøger Julemandens julestue, hvor der ligger mange pakker til Lisa under juletræet.

Der er dog intet, der kan bringe Lisa i godt humør, selvom hun møder en julemand, der ligner hendes morfar.

Først da hun møder de søde nye skolekammerater i skoven, bliver hun glad igen, og så skal der spises vaniljekranse. Med eller uden huller.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...