Børn fra Siem er atter i år klar med det traditionsrige nissespil.

SIEM: Siem Forsamlingshus forbereder sig på en travl weekend senere i november.

Fredag 22. november kl. 18.30 holder forsamlingshuset sin egen generalforsamling efterfulgt af fællesspisning med enebærgryde, bagt kartoffelmos og Pærer Belle Helene på menuen.

Søndag 24. november kl. 14 åbnes dørene så for det traditionsrige nissespil, som opføres af børnene fra byen.

I år er der seks unge mennesker, som ser frem til at vise deres spilopper på scenen. Maria Ohrt-Nissen har skrevet og instrueret stykket ”Moster Teodoras Jul”.

Det handler om, at Lise og Erik juleaften skal passes af deres sure moster Teodora, fordi deres forældre skal på fødeafdelingen for at give dem en lillebror.

Moster Teodora hader julen - og bryder sig i øvrigt heller ikke om børn. Og børnene hader virkelig at skulle spise havregrød juleaften.

Det er meget mærkeligt, at moster Teodora kan være søster til deres glade mor, som elsker børn og juleaftner.

Sammen med de nisser, som moster Teodora bor hos, sætter de sig for at finde ud af, hvorfor moster Teodora er så sur, og hvorfor hun hader julen så meget.

Det er noget med et fotoalbum, noget med en julestjerne og meget med en snu nissenæse.

Det ender heldigvis med - at det bliver jul. De medvirkende er: Natascha Brosbøl (moster Teodora), Elisa Dige Still Bach (Lise), Erik Puggaard (Erik) og Anna Puggaard, Sera Hejlesen og Petra Strand Kudajewski (nisser).

Efter forestillingen er der kaffe og kage. Kagebordet bliver fremstillet af ”nissernes” forældre. Under kaffen bliver der solgt amerikansk lotteri, hvor gevinsterne som oftest er skænket af lokale borgere. Der kan være alt lige fra syltesager og strik til dekorationer, gaver og juletræer.

Bestyrelsen tager meget gerne imod donationer.

Efter kaffen er der andespil om 10 ænder, hvorefter gevinsterne i det amerikanske lotteri bliver udtrukket.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...