PRØVER: SF-byrådsmedlem Peder Larsen tager afstand fra nationale tests

NATIONALE TEST: SF har længe kæmpet imod nationale tests.

Endeligt fik vi med det nye skoleforlig kørt de nationale tests ud på et sidespor.

Vi håber aldrig et sådant test-tyranni må foregå længere i Mariagerfjord kommune.

Mange forældre har oplevet nervøse børn dagen før testen, og selvom de fleste lærere har sagt, at de ikke bruger dem til noget, har det alligevel sat sine spor i mange børns lyst til at lære.

Børnenes parti

Vi var henrykte den dag, de nationale tests blev smidt på porten, og derfor gør det os ondt at se direktøren i børn og familie foreslå, at vi fortsætter med at bruge de skadelige test fremadrettet. I vores kommune kan vi slippe 100 procent for dem, da vi ikke ligger i den dårligste fjerdedel af de danske skoler.

SF er børnenes parti, SF er forældrenes parti og lærernes parti, så derfor vil vi til enhver tid stemme imod at fortsætte brugen af de nationale test

Brug jeres faglighed

Tiden er kommet til, hvor lærerne bruger deres faglighed til at vurdere eleverne standpunkt og nærmeste udviklingszone.

En god lærer ved godt cirka, hvor eleven ligger og kan sætte ind der, hvor det er nødvendigt.

Jeg håber, at skolen får mere fred til at forberede god og inspirerende undervisning og går helt væk fra ”teaching to the test”.

Gulerødderne bliver altså ikke længere af, at man graver dem op og måler dem!

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...