Karen Jensen på 76 lagde som den første overarm til på plejecenter i Hadsund

HADSUND: ”Træk en gammel trøje op - og kom frem med din nøgne krop”.

Med en let omskrivning af et gammelt Gitte Henning-refræn gjorde musikterapeut Poul Ilsøe sit til, at nerverne blev holdt i ro, da de første plejehjemsbeboere i Mariagerfjord tirsdag blev vaccineret mod corona.

76-årige Karen Jensen, Plejecenter Skovgården i Hadsund, var den første, der lagde overarm til, og selv om der undslap hende et forskrækket lille ”Av”, da læge Jørgen Nielsen gav hende prikket, så bedyrede en synligt glad og lettet Karen Jensen bagefter, at ”det bestemt ikke havde gjort ondt at blive vaccineret”.

En anden, der tydeligvis var glad på dagen, hvor de første plejehjemsbeboere i Mariagerfjord blev vaccineret, var sundheds- og omsorgsudvalgsformand Jan Andersen.

- Godtnok er det ikke meget, vi har fået set til solen i dag, men derfor er det nu alligevel en solstrålehistorie, at vi nu får de første plejehjemsbeboere og -ansatte vaccineret mod corona.

- Det giver håb om, at vore ældre medborgere nu snart igen kan se frem til en mere normal hverdag, vurderer Jan Andersen.

I alt blev der tirsdag uddelt 96 vaccinedoser på Plejecenter Skovgården, 74 på Bernadottegården og 43 på Teglgården i Als.

Onsdag og torsdag kommer turen til de øvrige plejecentre i fjordkommunen, og allerede inden årsskiftet forventer Mariagerfjord Kommune således at have vaccineret 397 af de mest sårbare borgere i kommunen - herundere også beboerne på det nye Hobro Friplejehjem.

- Vi har på forhånd gjort meget ud at forberede plejehjemsbeboerne på, at corona-vaccinen var på vej, og cirka 90 pct. af de ældre og 93 pct. af de ansatte har på den baggrund sagt ja til at lade sig vaccinere, konstaterer sundheds- og omsorgsudvalgsformand Jan Andersen.

Næstefter Aalborg Kommune er Mariagerfjord Kommune den kommune i Nordjylland, hvor man hurtigst er gået i gang med vaccinere de ældre på plejehjemmene.

Det skyldes, at Mariagerfjord på opgørelsestidspunktet var den kommune i regionen, der havde det næsthøjeste smittetryk.

Forude venter endnu en vaccinationsrunde på plejecentrene om fire til seks uger, men når den så i øvrigt også er overstået, begynder beboere og ansatte så småt at kunne skimte en tilbagevenden til den hverdag, de kendte, før corona-pandemien brød ud, håber sundheds- og ældrechef Michael Tidemand, Mariagerfjord Kommune.

Her og nu må den enkelte plejehjemsboer stadig højst modtage besøg af en til to pårørende - og helst kun én ad gangen.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...