Fredag eftermiddag 26. januar indbyder Havnø Mølles Venner og Møllelaug til officiel indvielse af foreningens nye lokaler ved Rosendalsvej i Hadsund.

Formand Lars Gynther Sørensen fortæller: Det er med stor glæde, at Havnø Mølles Venner endelig kan indbyde til officiel indvielse af foreningens nye lokaler på "Rosendal".

Med lokalerne har foreningen og Havnø Møllelaug fået et sted, hvor vi kan afholde møder, kurser og foredrag for mindre grupper, og hvor vi kan træffe sammen med andre mølleinteresserede.

Samtidig lægger foreningen lokaler til Møllehistorisk samlings arkiv og håndbibliotek, som herved gøres tilgængelig for offentligheden.

Efter indvielsen bliver der fremvisning af de nye lokaler, ligesom der bliver vist billeder fra selve byggeprocessen.

Endvidere kan vi også præsentere det nyeste tiltag i Møllehistorisk Samling - nemlig "Møllerne omkring Mariager Fjord", der endelig er blevet realiseret, takket være et økonomisk bidrag fra Hadsund Museums Støtte Legat.

I forbindelse med indvielse og fremvisning byder vi på en let traktement i mellembygningen, og håber at se mange møllevenner, samarbejdspartnere, firmaer og andre interessenter til den officielle indvielse af de nye faciliteter på Rosendal i Hadsund.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...