HADSUND: Mariagerfjord Bibliotekerne indbyder tirsdag 10. marts til en livsbekræftende og forløsende omgang Kulturkaffe.

Det sker, når den karismatiske kvinde, præst og forfatter Anna Mejlhede kommer på besøg for at fortælle om sit forfatterskab og liv.

Foredraget holdes klokken 19 i salen i Hadsund Kulturcenter.

Anna Mejlhede var indtil for nylig sognepræst i Skelund og Visborg sogne.

Hun fratrådte ved udgangen af februar måned og er igen raskmeldt.

Anna Mejlhede vil på denne aften hos Mariagerfjord Bibliotekerne tage mellemmenneskelige emner op fra sit forfatterskab.

I sin bog Hjertesorg (2019), skriver hun om, at netop hjertesorg er et grundvilkår, der følger os hele livet.

Og at det er nødvendigt for mennesker at være åbne om deres følelser og oplevelser.

Fem skilsmisser

Til Kulturkaffe hos Mariagerfjord Bibliotekerne kommer det til at handle om det at være menneske i et uoverskueligt univers.

Ved vi egentligt, hvad det vil sige at være menneske? Og ja, hvad er meningen med livet?

Kulturkaffen vil også handle om Anna Mejlhedes liv, der har budt på mange spændende eventyr, fem skilsmisser, en rejse til Grønland og en periode som sejlende orlogspræst ved Søværnet.

Billetter købes via www.himmerlandsbilletten.dk eller ved henvendelse hos Mariagerfjord Bibliotekerne.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...