- Var det hele bare en politisk skueproces, spørger bestyrelse i brev til formanden for teknik- og miljøudvalg

Bestyrelsen i Havbakkedistriktets Mobilitetsforening, der driver tre delebiler, to ni personers busser i Als og Øster Hurup og en mindre elbil i Veddum, lægger ikke skjul på sin skuffelse over lokalpolitikernes negative holdning til projektet.

Det fremgår af et åbent brev, der er sendt til formand for udvalget for teknik og miljø, Jørgen Hammer Sørensen (DF).

Da udvalget for teknik og miljø behandlede projektets fremtid på sit november-møde blev det besluttet, at man ikke økonomisk vil støtte op om projektet, der ellers i forsøgsperioden har været en succes, som det fremgår af en evaluering, der ved forsøgsperiodens snarlige udløb er blevet fremlagt for udvalgsmedlemmerne.

I det kommunale oplæg til forsøget med delebiler hed det blandt andet: ”Mariagerfjord Kommune ønsker at skabe attraktive rammer for bosætning i kommunens landdistrikter. God mobilitet er forudsætningen for hverdagslivet i landsbyerne”.

Ved opstarten lagde man fra kommunens side endvidere vægt på borgerinddragelse, lokalt ejerskab og lokal forankring.

- Men er inddragelsen af borgerne reel, eller er det kun et spørgsmål om at ”skabe ro på bagsmækken”. Når beslutningen så tages, så er det åbenbart kun pengene, der tæller, og ikke værdien for borgerne i lokalområdet og miljøet, hedder det bl. a. i henvendelsen fra bestyrelsen i mobilitetsforeningen.

-Velvilligheden fra kommunens side var stor, da ”ildsjælene” i lokalområdet skulle findes, og også medarbejderne i både forvaltningen og hos NT ydede en kæmpe indsats, men da politikerne – efter en meget succesfuld testperiode – skulle bevilge sølle maks. 80.000 kr. - og selv det halve havde hjulpet - så holdt de gode intentioner op, og beboerne i Havbakkedistriktet må nu klare sig selv! Hedder det.

- Tanken er nærliggende, at politikerne ved at inddrage borgerne, ”købte sig aflad”, når de efterfølgende (alligevel regnede med) at sige ”nej” til at fortsætte og støtte projektet.

- Når alle kommunens egne succeskriterier – så rigeligt – er opfyldt, og borgerne i Havbakkedistriktet er ovenud glade for ordningen, og evalueringen viser, at brugen af busserne fuldt ud matcher økonomien ved sammenlignelig offentlig busdrift – budgettet for 2021 viser endda en 20-25 pct. forbedret økonomi – hvad er så årsagen til, at politikerne sagde ”nej” til at støtte projektet i et lokalområde, hvor den offentlige busdrift i fritiden nærmest er ikke eksisterende, lyder det videre fra foreningen i den østlige del af kommunen.

- Svaret får ”ildsjælene” og alle de glade brugere af busserne og elbilen i Havbakkedistriktet måske ikke, men politikerne skal passe meget på med at bede borgerne om at bakke op om og lade dem bruge oceaner af tid på politiske (skue)-projekter. Vi har opfyldt alle kommunens egne opstillede succeskriterier såsom ”forbedret mobilitet”, ”helt nye målgrupper”, ”mobilitetsløsninger i alle døgnets timer” og ”et mere behovs-tilpasset produkt” ”lokal forankring og lokalt ejerskab”, ”flere kører sammen” og ”delebil /bus i stedet for bil nr. 2 eller 3” - og ildsjælene har på under to år har gjort projektet økonomisk mindst lige så levedygtigt, som den sammenlignelige offentlige trafik.

- Alligevel trækker kommunen blot ”stikket” og lader borgerne stå tilbage med en lang næse, konkluderer formand for mobilitetsforeningen Ole Bressendorf.

Brevet til udvalgsformanden slutter med et spørgsmål.

- Kommunen har trukket på ”ildsjælene” til utallige arrangementer både i regi af Mariagerfjord Kommune, lokalt og ifm. landsdækkende seminarer omkring mobilitet i landdistrikter m.v., men de flotte resultater, den gode omtale i både lokale og regionale aviser, i radioen både lokalt og nationalt samt i TV, var åbenbart heller ikke nok – men hvad skulle der så til?

I sidste ende er det byrådet, der træffer den endelige afgørelse om delebilordningens fremtid på østkysten.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...