148 husstande har fået en julegave af energiministeriet

MARIAGERFJORD: Energiministeriet har givet 5 millioner kr. til etablering af bredbåndsforbindelser i Mariagerfjord Kommunes landområder. Tre projekter har fået støtte og beboerne i 148 husstande kan nu glæde sig til, at der kommer fuld fart på internetforbindelserne.

Borgmester Mogens Jespersen glæder sig over, at de lokale projekter har fået fingre i millionstøtten:

- Hurtigt internet er en absolut nødvendighed i en moderne husstand, så adgangen til bredbånd er forudsætning for, at det er attraktivt at bo på landet. Derfor er jeg glad for, at så mange husstande nu får lagt bredbånd ind, siger borgmester Mogens Jespersen.

Mariagerfjord Kommune har bidraget med en støtte på 2.000 kr. per husstand og hjælp til at skrive ansøgninger til den nationale bredbåndspujle. Det er dog først og fremmest de lokale kræfter, der har løftet opgaven.

- Vi støtter projekterne, men det er borgerne i Kjellerup, Brøndum, True og Rørbæk, som har taget det store slæb og som virkelig fortjener et skulderklap. Det er nemlig vigtigt, at folk lokalt viser initiativ og virkeløst, når vi vil skabe udvikling i vores landdistrikter, siger borgmesteren.

Energiministeriet har via den nationale Bredbåndspulje uddelt 110 millioner kr. til at etablere hurtige internetforbindelser landdistrikterne.

I Mariagerfjord Kommune har tre projekter fået støtte, nemlig Kjellerup Bredbånd syd for Mariager, Brøndum Bredbånd vest for Hobro og True/Rørbæk. Sidstnævnte projekt er et samarbejde med Rebild Kommune.

Mariagerfjord Kommune bidrager med 2.000 kr. pr. husstand, mens husstandene i gennemsnit betaler 4.000 kr. for at få adgang til de lynhurtige internetforbindelser.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...