Mike Gregersen er født og opvokset i Hadsund

HADSUND: DI Aalborgs Lærlingepris 2019 går til 22-årige Mike Gregersen fra Pedersen & Nielsen Automobilforretning A/S i Aalborg.

Mike Gregersen vinder hæderen for i sin læretid at have vist særdeles gode evner inden for mekanikerfaget, hvilket blandt andet gjorde ham til sin skoles repræsentant i ”Skills”. Mike Gregersen har desuden taget et stort ansvar inden for kontakt med kunder og blev for nylig fastansat hos Pedersen & Nielsen Automobilforretning A/S i Aalborg.

Mike Gregersen er 22 år, opvokset i Hadsund, bor nu i Hobro og er uddannet fra Aalborg Tech College.

- Det viste sig hurtigt, at Mike er virkelig dygtig. Han scorer altid topkarakterer i skolen, og svendeprøven blev afsluttet med et 12-tal. Men han har også mange andre egenskaber, som er usædvanlige for en tekniker under uddannelse. Blandt andet har han deltaget i uddannelsen ”personlig servicetekniker”, hvor der stilles meget høje krav til personlighed. Det endte med, at Mike allerede i sin læretid kunne håndtere en kunde 100 procent gennem et reparationsforløb. Det er ikke hver dag, man møder sådan et talent, og heldigvis har Mike valgt at fortsætte hos os som fastansat, siger værkstedschef Jan Skousbøll.

Pedersen & Nielsen Automobilforretning A/S har 280 medarbejdere, heraf mere end 30 lærlinge og elever. I Aalborg-afdelingen er der ansat 42 medarbejdere – heraf fire lærlinge, der blandt andre tæller Mike Gregersen, som netop er blevet færdiguddannet.

- Pedersen & Nielsen Automobilforretning A/S er et eksempel på en virksomhed, som tager ansvar for, at vi har adgang til dygtige medarbejdere i fremtiden. Heldigvis er der flere og flere virksomheder, som gør det godt på lærlingeområdet. Men det er vigtigt, at vi også får de sidste med. Det er nemlig ude på virksomhederne, at de unge finder ud af, hvordan faget fungerer i virkeligheden, og hvordan det er at være på arbejdsmarkedet. Og det er der, de får de gode oplevelser, som kan inspirere venner og søskende til at søge en erhvervsfaglig karrierevej, siger Peter Rindebæk, formand for DI Aalborg.

DI Aalborgs Lærlingepris blev overrakt i Pedersen & Nielsen Automobilforretning A/S i Aalborg onsdag eftermiddag. Her blev Mike Gregersen overrasket af venner og familie og fik overrakt prisen af Peter Rindebæk, formand for DI Aalborg, og Thomas Kastrup-Larsen, borgmester i Aalborg Kommune.

Ud over Mikes fastansættelse hos Pedersen & Nielsen i Aalborg, har han som bi-job startet eget værksted ved navn ”Dit værksted” i Visborg, hos sine forældre på Visborgvej 6.

Fakta om lærlingeprisen

- DI Aalborgs Lærlingepris uddeles hvert år til en elev eller lærling, som i ekstraordinær grad har udmærket sig fagligt og kollegialt.

- Årets vinder bliver fundet blandt lærlinge på DI’s ca. 700 medlemsvirksomheder i de fem kommuner Mariagerfjord, Rebild, Vesthimmerland, Aalborg og Jammerbugt.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...