Turistsamarbejde på tværs af kommunegrænserne fortsætter med nye initiativer i 2018

HIMMERLAND: 115 Himmerlandskurve fyldt med det allerbedste af Himmerland blev i dagene op til jul langet over disken fra udvalgte himmerlandske attraktioner og butikker. Det var kurve fyldt med de bedste lokale produkter, øl, vin, mel, brød, salt, honning og andre søde sager - til at forsøde julen med.

De 115 Himmerlands-kurve er første konkrete resultat af det tværkommunale samarbejde mellem de tre turistorganisationer i Rebild, Vesthimmerland og Mariagerfjord, "Made in Himmerland", der har til formål at sætte fokus på lokale fødevarer og outdoor-oplevelser.

Projekt "Made in Himmerland" gik i luften i foråret 2017 - og ca. 50 lokale aktører har deltaget i de foreløbig tre workshops, der har haft til formål at facilitere netværk og samarbejde.

Yderligere to workshops står på programmet i dette forår. Her vil der især være fokus på den fremadrettede markedsføring og afsætning - både af ideen og af lokale produkter og oplevelser, - ikke mindst i forhold til de mange turister, der hvert år gæster Himmerland.

Hjemmeside viser vej

En anden måde, gæsterne skal få øje på de himmerlandske kvaliteter, er via en helt ny "Made in Himmerland" hjemmeside, der bl. a. fortæller om de mange steder, man kan udfordre ganen med lækkerier og/eller kroppen med herlig motion.

På hjemmesiden er det også muligt at klikke sig ind på særlige gastronomiske rundture eller outdoor-ruter.

Inden turistsæsonen for alvor går i luften, vil der desuden foreligge et trykt "Made in Himmerland" kort, så både gæster og lokale himmerlændinge selv kan sammensætte en tur efter netop deres smagsløg og kondital.

Målet er naturligvis at gøre Himmerland så kendt for gode råvarer, produkter og oplevelser, at gæsterne både ta’r produkterne med hjem og forventningsfulde vender tilbage igen - måske for altid.

Det er stadig muligt for nye aktører at tilmelde sig de sidste to workshops via det lokale turistbureau.

Nærmere oplysninger kan findes på hjemmesiden www.madeinhimmerland.dk

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...