SÅDAN: Langt over 20.000 har besøgt Arden Fitness facebookside med instruktør Tim Borup Pedersens fitness-videoer til brug i stuen

ARDEN: Borgere i Mariagerfjord området ligger bestemt ikke på den lade side, selv om fysiske udfoldelser i selskab med andre lige nu står på stand by.

Da tager man i stedet tage teknologien i brug og indspiller videoer til træningsbrugs derhjemme.

Det gjorde Arden Fitness, der holder til i Arden Hallerne.

Straks efter, at det stod klart, at danskerne i en periode ikke længere kunne mødes i grupper, tog fitness instruktør Tim Borup Pedersen og filmfotograf Jonas Laursen fat på at indspille to instruktionsvideoer.

Tim Borup Pedersen har i en årrække ledet cirkeltræningen - først i Arden Hallerne og siden også andre af kommunens haller.

Kvit og frit på facebookside

De instruktive videoer blev lagt ud på Arden Hallernes facebookside, hvorfra de kvit og frit kan bruges.

For en uge siden rundede de såmænd de første 20.000 (!!) besøg.

En tredje video er på vej ud på facebooksiden.

Så coronakrisen fik på ingen måde Arden Fitness til at lægge sig fladt på ryggen, selv om dørene indtil videre fortsat er lukkede.

Ved at følge instruktionsvideoerne kan du uden brug af en masse udstyr udføre en masse basale øvelser hjemme på stuegulvet.

- Det er meget professionelt og rigtig godt klippet sammen.

Som bruger ser du tydeligt, hvilke dele af kroppen der fokuseres på, og hvor lang tid øvelserne varer, fremhæver Anne Katrine Harpsø, kommunikationsmedarbejder hos Arden Hallerne.

Tim Borup Pedersen

- Tydeligvis kender rigtig mange til Tim Borup Pedersen som instruktør gennem hans cirkeltræning, som jo foregår i flere andre haller.

- Mange af øvelserne herfra går igen.

- Responsen i form af positive kommentarer har været helt utrolig flot, og 20.000 besøg på facebooksiden er langt flere, end vi havde håbet på.

- Det viser, hvor motiverede folk er for at komme ud af sofaen og i gang med noget aktivt, pointerer Anne Katrine Harpsø.

Andre instruktionsvideoer

Efterfølgende har et par andre instruktører budt ind med instruktionsvideoer og inspiration til udendørstræning.

Du kan eksempelvis også finde yoga og intervalløb.

Som centerleder i Arden Hallerne glæder Claus Jacobsen sig over successen.

- For rigtig mange vore 700 medlemmer af Arden Fitness hører den daglige træning til en fast rutine.

- Netop derfor kan det for mange være svært at holde gejsten oppe, hvis vi ikke kan få brugt noget energi.

- Selvfølgelig kan vi aldrig erstatte det sociale - fællesskabet, kaffen med de andre efter træningen og alle de andre vigtige elementer, der indgår udover den fysiske del, erkender Claus Jacobsen.

Fællesskab og opbakning

- Men i den ulykkelige situation, vi alle står i lige nu, er det altså, hvad vi lige nu kan tilbyde.

Og selv om vores medlemmer ikke mærker selve fællesskabet, kan vi i dén grad fornemme deres opbakning via de mange støttende ord både på mail og på vores facebookside.

- Det varmer i en svær tid og bekræfter os i, at vi i Arden Fitness har et fantastisk sammenhold, fastslår centerlederen.

Eftersom de jo står til rådighed på Arden Hallernes facebookside, kan i princippet hjemsomhelst kvit og frit nyde godt af videoerne.

Foredrag på nettet 7. april

Selv om statsminister Mette Frederiksen forleden stillede lettelser i vores dagligdag udsigt, hvis vi holder fast i vores håndhygiejniske og afstandsholdende adfærd hen over påsken, kan det jo kun blive et gæt, hvornår Arden Fitness også fysisk igen vil være til rådighed for medlemmerne.

Men så det jo bare om at gøre brug af tilbuddene fra Arden Fitness, der på selvsamme facebookside også tilbyder lidt åndelig føde tirsdag 7. april klokken 20.

Her byder vanecoach Mathilde Gunge såmænd ind med et foredrag om kost og bevægelse i en noget anderledes tid.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...