Ugen markeres med en hel buket af aktiviteter

ARDEN: Spil Dansk-ugen i uge 44 i Mariagerfjord Kommune bliver i Arden blive markeret med en hel buket af arrangementer og aktiviteter - som resultat af et samarbejde mellem en lang række lokale aktører - børnehaver, skole, hallen, bibliotek, kulturhus, menighedsråd, lokale kor m.fl.

Som optakt til Spil Dansk-ugen har børnehaven Hesselholt i løbet af oktober arbejdet sammen med musikpædagog og sangkonsulent Signe Højmark om en række inspirerende musikalske workshops med masser af sang, bevægelse og leg - og fokus på sang som et pædagogisk værktøj.

Dette forløb er afviklet med støtte fra BMMK - Børns Møde Med Kunsten – som bidrager med 60 pct. af udgiften.

Fredag 2. november bliver den store Spil Dansk Dag i Arden.

Her vil der fra morgenstunden være ”morgensang” flere steder i byen – bl.a. i børnehaverne for børn, forældre og personale, på skolen, i hallen til cirkeltræningen, på Blå Kors Rold Skov og på Solgården. Skulle der være lidt rust på stemmebåndene først på dagen, vil fællessangen blive hjulpet godt på vej ved hjælp af medlemmer af Arden kirkes voksenkor – ligesom klasser fra Arden skole også vil komme på besøg og synge med.

Morgensangen skal ud over fællessangen også være en hyggestund.

Derfor har Arden Handel & Håndværk sponsoreret rundstykker til lejligheden.

Spil Dansk-aktiviteteterne i Arden ”tyvstarter” i realiteten allerede lørdag 26. oktober, når musiklærer Gritt Møller fra Arden skole og Musikuniverset opfordrer børn, forældre og bedsteforældre til fællessang undere overskriften ”Børn og voksne synger sammen”. Det foregår i Kulturhuset, og sammen med Gritt Møller vil der blive sunget gamle og nyere børnesange, så man forhåbentlig kan mærke sangglæden og nærværet på tværs af generationer.

Kulturhusforeningen har derudover arrangeret to koncerter i Spil Dansk ugen.

Tirsdag 29. oktober går Peter Sommer og Palle Hjorth på scenen til en for længst udsolgt koncert.

Derimod er der stadig billetter at få til koncerten fredag 1. november, hvor sangerinden Margrete Grarup sammen med pianisten Michael Sunding markerer Poul Henningsens 125 års dag i 2019 under overskriften ”PH på ny”.

Margrete Grarup er i forvejen et kendt ansigt i Kulturhuset, hvor hun har sunget flere gange – senest til nogle forrygende koncerter med ”Grarup All Stars”.

I Arden Sognegård inviterer kirkens voksenkor og organist Elisabeth Svenstrup onsdag 30. oktober sammen til sangaften i Spil Dansk ugen med fokus på danske sange og salmer.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...