MARIAGER: Forventningspresset er dårligt til at løbe fra, når klejnsmedslærling Svend Borup Christophersen i weekenden stiller op ved DM i Skills i Messecenter Herning.

Sidste år blev det til guld i konkurrencen om at blive Danmarks dygtigste unge klejnsmed, og den erklærede ambition er helt klart at forsøge at gentage succes’en i år.

- De seneste to uger har jeg trænet meget intenst. Jeg har trænet nogle forskellige øvelser og konstruktioner og især svejsning og pladebearbejdning. Og jeg har også øvet mig i en tidligere Skills-opgave, hvor vi skulle lave et dozerblad, der er bygget op af nogle plader og profiler, der skal bearbejdes og svejses sammen, fortæller den forsvarende danmarksmester, som til daglig er i lære hos Skanda A/S i Mariager.

På den lange bane drømmer Svend Borup Christophersen om at have sit eget firma og har allerede taget de første skridt i den retning.

Foruden Svend Borup Christophersen stiller Erhvervsskolen Tradium med fire andre DM-deltagere i Herning i weekenden.

De skal dyste inden for hhv. frisørfaget og detail-området, og det glæder Tradiums administrerende direktør Lars Michael Madsen.

- Vi er rent ud sagt pivstolte over, at det i år er lykkedes hele fem elever af vore elever at kvalificere sig til finalen i DM i Skills.

Det er vigtigt at have unge som Svend, der kan være lokale rollemodeller for erhvervsuddannelserne, påpeger han.

Sidste år var der til sammenligning blot tre Tradium-elever, der havde kvalificeret sig til DM i Skills inden for de forskellige fagområder.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...