Frivilligcenter Mariagerfjord indkalder nu til orienteringsmøder på baggrund af stor lokal frivilligundersøgelse

Mariagerfjord Kommune står med et stort uudnyttet potentiale, når der handler om at rekruttere frivillige.

Det er den foreløbige konklusion på efterårets store frivilligundersøgelse i fjordkommunen.

Flere end 450 borgere - frivillige såvel som ikke-frivillige - har fulgt opfordringen til at deltage i undersøgelsen.

- Og vi vil gerne sige mange tak til alle de borgere, der har taget sig tid til at deltage i vores undersøgelse.

- Det har en stor betydning for vores videre arbejde med kortlægningen af frivilligheden i Mariagerfjord Kommune, siger leder af Frivilligcenter Mariagerfjord, Tommy Sørensen.

Et ”overvældende antal borgere” har i forbindelse med undersøgelsen givet udtryk for, at de gerne vil høre mere om de muligheder, der er for at gøre en frivillig indsats i Mariagerfjord Kommune.

På den baggrund vil knap 60 interesserede borgere her i løbet af november blive inviteret til orienteringsmøder i Hadsund og Hobro. Og skulle der sidde andre interesserede rundt om i kommunen, er de også velkomne til at tilmelde sig via hjemmesiden www.fcmf.dk

Frivilligcenter Mariagerfjord er på forhånd bevidst om, at de aktuelle corona-regler kan give venteliste, men frivilligcenteret lover at følge op på alle, der viser interesse.

- Og alle kan være med i den frivillige verden.

- Alle, uanset køn, alder, etnicitet, handicap mm. kan finde en plads, der giver mening, og vi vil fra Frivilligcenterets side bestemt lægge os i selen for, at det sker, garanterer Eva Dong, som på frivilligcenterets vegne har været hovedkvinden bag frivilligundersøgelsen.

Undersøgelsen er gennemført i tæt samarbejde med Mariagerfjord Kommunes kultur- og fritidsforvaltning - og tager afsæt i den landsdækkende frivilligrapport fra 2018, lavet af Center for Frivilligt Socialt Arbejde.

Frivilligcenter Mariagerfjord vil i den kommende tid dykke yderligere ned i det store materiale, der er kommet ud af undersøgelsen, og resultaterne vil løbende blive opdateret på frivilligcenterets hjemmeside.

Derudover vil der på et senere tidspunkt blive indkaldt til orienterende møde om resultaterne, ligesom interesserede vil få mulighed for at stille spørgsmål til undersøgelsen.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...