Den 22-årige mand fra lokalområdet blev set af vidne, som kontaktede politiet

HADSUND: En 22-årig mand fra lokalområdet blev fredag morgen anholdt og sigtet for indbrud i to forretninger i Hadsund, oplyser Nordjyllands Politi.

Klokken 04.31 oplevede et vidne, at ruden blev knust til en butik i Storegade i Hadsund, hvorefter manden forsvandt med tyvekoster. Vidnet kontaktede politiet, men da ordensmagten kom frem, var gerningsmanden forsvundet igen.

Kort tid efter vendte han dog tilbage til butikken, hvorefter vidnet atter kontaktede politiet, som denne gang fik fat i gerningsmanden.

Det viste sig så, at gerningsmanden også havde været på uanmeldt besøg i en anden butik i nærheden.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...