Madammerne fra Hadsund er i fuld gang med at svejse en forrygende dag sammen for alle kvinder og veninder i Hadsund og omegn

HADSUND: Pas på – du risikerer at miste dit dårlige humør!

Sådan lyder advarslen fra ”Madammerne” i Hadsund, inden de 21. september inviterer til foredrag med skuespiller Søs Egelind under overskriften ”Slip humoren løs”.

Søs Egelind har på forhånd stillet arrangørerne i Hadsund i udsigt, at de efter foredraget vil få lettere ved at overkomme alt det sure - lige fra støvsugning og skattevæsen til ægtefæller og kriser!

- Og det lyder da ikke så tosset, bemærker Hanne Guldhammer Møller fra Hadsund KulturCenter, som lægger lokaler til arrangementet.

Billetterne er sat til salg, og kan enten købes via Himmerlandsbilletten.dk eller hos Butik Birit eller Torben Hadsund.

”Madammerne” i Hadsund er et event-fælleskab, der har sat sig for at skabe rammerne omkring en kulturel kvindedag.

- Sammen kan vi løfte mere, nå ud til flere og invitere inspirerende foredragsholdere, som vi vi nu gør det for sjette gang i september, fremhæver en af ”Madammerne”, Britt Junker fra Profil Optik.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...