Hanne Guldhammer Møller, Hadsund Bibliotek, præsenteret en god bog til den mørke tid

HADSUND: Vinteren er på vej, og vi trækker inden for. En god bog i lænestolen er noget mange bruger den mørke tid på. Hadsund Folkeblad vil hver måned præsentere en bog til hyggelæsning. Hanne Guldhammer Møller er bibliotekar og bogblogger. På Facebook kan du finde flere anmeldelser på @Læsegodter.

Denne månedes bog er en debut-krimi fra Sverige. Mattias Edvardsson, ’En helt normal familie’.

Domestic noir i det idylliske Lund. Bogen er ikke genremæssigt nyskabende. Det er gør den særlig, er blotlæggelsen af det almenmenneskelige: at begå fejl, at kunne føle smerte, glæde, sorg og kærlighed.

Stellas far er respekteret og afholdt præst og hendes mor er dygtig forsvarsadvokat. Hun er 19 år, og ikke helt den datter de havde ønsket sig. Stella har været et anderledes utilpasset barn og har trukket på deres tålmodighed adskillige gange. Så bliver hun anholdt, sigtet for mordet på en rig forretningsmand.

Forældrene er selvfølgelig i chok. De gør, hvad de kan, for at få frikendt Stella, selvom alle beviser peger på at hun er skyldig. Vil det lykkes, og hvad er prisen? Hvorlangt ville du selv gå for dit barn?

Genialt fortalt gennem tre spor, hører du hver af familiemedlemmernes opfattelse af selve forbrydelsen og af deres personlige bevæggrunde for deres ageren gennem livet og Stellas barndom. Et sylespidst portræt af en på overfladen perfekt familie, der under den tykke fernis har dybe kratre af svigt, misforståelser og hemmeligheder.

Jeg synes især, at Stellas historie er fabelagtig fortalt. Hun er overintelligent, og det gør, at hun keder sig. Derfor bliver hun et utilpasset og misforstået barn. Forældrene passer hver deres karriere, og der er ikke plads til Stellas behov. Mit moderhjerte krøb en størrelse, da hun i fængslet siger til sin psykolog: ”Folk får unger for selv at få det bedre, for at styrke identiteten, slå tristessen ihjel, - alt det der”. Hun har totalt gennemskuet sine forældre, hvilket gør det endnu mere hjerteskærende, de ikke kommer og besøger hende i fænglset.

Forældrene svigter, ja. Men det gør deres karakterer vedkommende og troværdige. De har gjort det bedste, de kunne i den givne situation. Men gjorde og gør de det for Stellas skyld eller deres egen? Og når man hører historien fra flere sider, så er det faktisk uhyggeligt, hvor nemt man kan svigte i den bedste mening.

Hvad der siden hændte Stella, og om hun er en morder – det opfordres du hermed til at læse.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...