Det bliver smukt og stemningsfuldt i kalkminerne 2. juledag.

GRAVLEV: Traditionen tro holder Rebildcentret en af sine stemningsfulde lysfester i Thingbæk Kalkminer 2. juledag. Det sker når det elektriske lys bliver slukket og 3.000 levende lys tændt.

Med de mange levende lys kommer nye intime rum til syne i det underjordiske, samtidig med at Anders Bundgaards og Carl Johan Bonnesens gipsskulpturer, der er udstillet permanent i minerne, får nye dramatiske udtryk.

Ud over den visuelle oplevelse bliver der også skønne toner, når søstrene Donna og Malou indtager den underjordiske scene. Med et enkelt og rørende udtryk vil de sprede varme og nærhed i de kølige miner, hvor temperaturen er 8 grader året rundt. Søstrenes repertoire indeholder både engelsksprogede og danske julehits. Under eftermiddagens andet indslag kan de fremmødte også brænde lidt jule-kalorier af ved at rocke med på rytmiske vokalarrangementer, som fremføres af det unge musikalske team ”Det var Sørens”.

Ud over kapelmester Søren Kollerup består gruppen af Matilde Alexandra Rasmussen,

Kristine Lind Nielsen, Andrea Sommer Eriksen, Søren Eilskov Kristoffersen og Jens Korsbæk. Sangene er arrangeret med stiltræk fra pop, musical, et stænk af jazz tilsat et drys julehygge.

I Rebildcentrets velkomstbygning kan du lune dig på et glas glögg og se ”Heksens Værksted”, miniudstillingen om ”Røverne i Himmerland” og den store udstilling om ”Den Kolde Krig”. I Kildetårnet, som blev indviet i foråret 2019, kan du nyde den fine udsigt til Rebild Bakker og se den digitale udstilling ”Sådan byggede vi Regan Vest”. I tårnet kan du også opleve 62 malerier og to stykker Kongeligt Porcelæn med motiver fra Rebild-området. Udstillingen har fået titlen ”I de gamle maleres fodspor”.

Se mere på www.rebildcentret.dk.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...