Gæsterne fra Deutsches Wanderinstitut var tydeligt begejstrede over de tre vandreruter, de nåede at opleve under tre dages-opholdet i det nordjyske. Herunder Panoramaruten langs Mariager Fjord

HIMMERLAND: Roserne var mange og store nok til en kæmpe buket, da 12 tyske vandrespecialister fra 18. til 20. september besøgte Nordjylland for at opleve landsdelens vandremuligheder.

Ord som ”Super” og ”Totalbegeistert” fløj gennem luften under afslutningen af det tre dage lange årsmøde i foreningen Deutsches Wanderinstitut, som for første gang havde lagt deres årsmøde uden for Tyskland.

Udover at holde møder på Rold Storkro om bl. a. de nyeste trends inden for vandring, fik deltagerne prøvet de tre Premium Vandreruter, som instituttet i 2017 og 2018 har certificeret i Nordjylland: Panoramaruten ved Mariager Fjord, Rebild Bakker Ruten og Tranum Ruten.

At vandre alle tre ruter igennem var imidlertid en virkelig øjenåbner for flere af deltagerne, der på forhånd mest kendte Danmark for brede sandstrande og sommerhuse.

- Jeg er overrasket over, så varierede og smukke landskaber, jeg her har set på vandre-ruterne, og det høje kulinariske niveau, vi oplevede under opholdet. Og for tyskere hænger gode vandreoplevelser og god mad uløseligt sammen, bemærker således Sandra Wenz fra vandredestinationen Saar-Hunsrück.

Sandra Wenz og kollegaen Axel Singer fra Schwarzwald kvitterede på stedet for de gode oplevelser ved at invitere de tre nordjyske vandreruter med i et samarbejde om gensidig markedsføring.

Det kræver blot, at der bliver lavet en nordjysk ”pakke” med de tre vandreruter suppleret med overnatning og gastronomi på højt niveau, og det er turistchef Kristina Lehmann Schiøtt fra VisitMariagerfjord klar til at levere.

- Det er svært at få armene ned. Vores tyske gæster var ikke bare imponerede, de var overvældede. Til gengæld er det også ret overvældende for os, sådan at blive inviteret til et marketingssamarbejde med to af de førende, tyske vandredestinationer. Det er et kæmpe skulderklap til vores arbejde med at udvikle vandreruter i topklasse, og det forpligter, konstaterer hun.

Kristina Lehmann Schiøtt satser på, at samarbejdet med Schwarzwald og Saar-Hunsrück kan komme i stand allerede i 2020.

De tre nordjyske Premium Vandreruter har allerede været en stor succes, og er hver især blevet besøgt af mange tusinde vandrere, men en fælles markedsføring, hvor Nordjylland blåstemples af to af de bedste tyske vandredestinationer, åbner ifølge Kristina Lehmann Schiøtt helt nye muligheder.

De nordjyske kommuner og turistdestinationer er i forvejen allerede godt i gang med et andet nyt, stort projekt, der handler om at løfte vandre- og cykelruten Hærvejen op i den internationale topklasse. Projektet går bl.a. ud på at etablere certificerede ”rundture” i tilknytning til Hærvejen, da erfaringer viser, at ca. 80 procent af både vandreturister og borgere foretrækker den type halv- og heldagsruter.

Værter for Deutsches Wanderinstituts besøg i Nordjyllland var i øvrigt - udover VisitMariagerfjord - Rold Skov og Mariager Fjord Natur- og Kulturcenter, VisitMariagerfjord, RebildPorten, Tranum Landsbyråd, Jammerbugt, Mariagerfjord og Rebild Kommuner samt Naturstyrelsen Himmerland.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...