Lokalarkivet - der har til huse hos Hadsund Egnssamling - må vente lidt endnu med af genåbne

HADSUND: Corona-nedlukningen har været meget følelig på Hadsund Museumsforening og Lokalhistorisk Arkiv, der ligesom deres forening SLA’s sekretariat, har været lukket i perioden fra den 12. marts.

- Men nu øjner vi en snarlig åbning af arkivet, oplyser formand Dennis Lybech, der efter 8. juni vil kalde til samling af de frivillige på museet.

I de seneste dage er der kommet en vis klarhed over, hvordan det danske samfund i faser kan genåbnes over de kommende måneder. Det er i første omgang slået fast, at det skal være muligt for kulturinstitutionerne og foreningslivet at påbegynde genåbning fra og med den 8. juni 2020.

Museerne er eksplicit nævnt i denne gruppe, men der er endnu ikke en konkret udmelding om, hvor lang lukkeperioden kommer til at være på Rigsarkivets læsesale, men vi kan vist godt gå ud fra, at de næppe genåbner før den 8. juni.

Mange arkiver har allerede tidligt meddelt, at de først påtænker at åbne igen efter sommerferien, mens andre står på stand by og stadig vurderer, hvornår de synes, det vil være forsvarligt at åbne.

Lokalarkivet venter!

- I Hadsund venter vi til efter 8. juni med at bestemme noget, oplyser formand Dennis Lybech i en mail til de frivillige, men genåbningstakten vil selvfølgelig i stort omfang hænge sammen med, hvordan smittespredningen kommer til at se ud i de kommende uger, men vi ser også, at arkiverne rundt om i landet har taget aktiv del i at dokumentere coronaens indvirkning på de danske lokalsamfund. Billeder, dagbøger, skolebørns tegninger og andet relevant bliver føjet til arkivernes samlinger, og det viser tydeligt, at arkiverne er med til at udføre et stort og samfundsnyttigt stykke arbejde selv i krisetider”.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...