Dilettantholdet i Veddum - klar til at gå på de skrå brædder i Veddum Sal 2. marts

VEDDUM: Dilettantstykket ’Fru Jensen går igen’ hedder den forestilling, der lige nu arbejdes på i Veddum Amatør Teaterforening.

Stykket opføres i to omgange i Veddum Sal 2. marts. Først ved en eftermiddagsforestilling, der inkluderer kaffe, the og kage, og siden om aftenen, hvor arrangementet også omfatter spisning og levende musik.

Stykket foregår på Hotel Sleep Well, som den uduelige skørtejæger Karl Børge Madsen forsøger at drive ved hjælp af sin kones penge. I virkeligheden er det nok den italienske tjener Alfredo, der styrer forretningen. Til gengæld skåler han lidt rigeligt med gæsterne, selvom han ikke må drikke i arbejdstiden.

Stykket byder på en perlerække af fabelagtige personligheder. Madsens kone Maja, stuepigen Louise, den fordrukne oberst Høegh, den pensionerede enkekonsulinde Fladmose, stewardesserne Rosa og Elvira Koppel, luftkaptajn Fenger, samt en plattenslager ved navn Fugl. Selve hotellet emmer af lir og romancer - og et spøgelse er der også. De medvirkende i Veddum er Bent Christensen, Tut, Mikkel Steen Pedersen, Belinda Marie Vendelbo, Knud Sørensen, Hanne Eskildsen, Allan Andersen, Christen Hillersborg, Ernst Dahl Hørlyk, Line Bowman Jessen, Chalotte Bowman Mørch, Lasse Korsgaard Jensen og Esben Pedersen. Sufflør er Andreas Bowman Jessen, mens Bent Christensen og Knud Sørensen er instruktører og Vibeke Winther er sminkør.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...