Opførelse af nyt blokhus kommer til at løbe op i 430.000 kr.

Det er efterhånden en del år siden, det gamle blokhus i Hadsund Dyrehave begyndte at vise tegn på svagheder på grund af ælde, så allerede for nogle år siden, begyndte bestyrelsen at søge midler hos private og fonde til at kunne bygge et nyt.

Tirsdag 13. oktober kunne formand Bent Rytter og Co holde rejsegilde på det nye blokhus, som Hans Hedegaard har støbt fundament til, og tømrermester Lasse Lazzen har fremstillet tømmeret til.

Rejsegildet kan ses i lyset af, at det nu er lykkedes bestyrelsen at fremskaffe de 430.000 kr., som nybyggeriet koster.

Bestyrelsen i byggeåret består af formand Bent Rytter, kasserer Poul Dausel, samt Poul Grønhøj, Mads Villadsen og Simon Bundgaard.

Selv om haven de seneste år har fået tilført mange penge, er der stadig brug for nye medlemmer.

- Dit bidrag gør en forskel, siger kasserer Poul Dausel og henviser til, at dyrehaven er drevet af frivillige ildsjæle, der hjælper med at fodre parkens dyr og holde den ved lige.

Det har de gjort gennem alle årene til børns og voksnes fornøjelse, og mange lokale hundeejere benytter også dyreparken, når de skal lufte deres hunde.

- Men det er desværre ikke helt nok, for vedligehold koster penge, og parken må aldrig ligne noget, der ikke er holdt pænt.

- Derudover bliver foder til dyrene heller ikke billigere, så vi glæder os derfor over donationer i alle størrelser, supplerer Bent Rytter.

Hvis du har lyst til at blive medlem og støtte dyrehaven årligt, så koster det kun kr. 100,

Man bliver medlem ved at udfylde kuponen på havens hjemmeside - og efterfølgende betale sit kontingent via MobilePay.

Hadsund Dyrehaveforening ligger midt i Hadsund og blev stiftet i 1983 af nogle initiativtagere. Dengang i en mindre udgave, end den vi kender i dag.

Haven er siden starten udvidet i areal - og med nye faciliteter for både dyrene og gæsterne. Der er desuden åbnet op, så man frit kan færdes hos dyrene på stierne.

I dyrehaven findes der aktuelt ca. 20 dåhjorte, 10 sikahjorte og 10 dværggeder.

I parken findes også en overdækket udsigtsplatform med borde og bænke, hvor gæsterne er velkomne til at spise madpakker og nyde udsigten til dyrene samtidig.

Dyrehaven støder op til Hadsund Egnsmuseum, som er et kulturhistorisk museum i Hadsund.

Siden 2004 har det været en del af Nordjyllands Historiske Museum.

Hadsund Egnssamling ligger i Rosendalsgården.

Der er gratis adgang hele døgnet.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...