Nu kan fysisk handicappede med varigt behov hurtigt få de hjælpemidler, de har brug for i hverdagen i Hadsund

HADSUND: Nu kan fysisk handicappede med varigt behov hurtigt få de hjælpemidler, de har brug for i hverdagen.

Mariagerfjord Kommune åbner nemlig en KVIKservice, hvor de kan få vurderet deres behov og i mange tilfælde få udleveret de mest almindelige hjælpemidler med det samme. Det er eksempelvis badebænk, toiletforhøjer, rollator og visse typer kørestole.

Udvalgsformand Jan Andersen er glad for, at det nu bliver langt smidigere at få fat i de hjælpemidler, som borgerne har brug for. - Det skal være let at få hjælp. Derfor er det godt, at vi med KVIKservice nu sikrer, at vores borgere nemt og hurtigt får de hjælpemidler, som de har brug for i hverdagen.

Fra torsdag 15. november møder man bare op i KVIKservice på Tempovej 3 i Hadsund. Der står en ergoterapeut klar til at hjælpe med både vejledning og ansøgning, så man i de fleste tilfælde kan få hjælpemidlet med hjem med det samme.

Ergoterapeuten hjælper med at udfylde ansøgningen og vurderer sammen med borgeren og de pårørende, hvilket hjælpemiddel der er behov for.

- Det kan selvfølgelig ske, at netop den kørestol eller andet ikke lige er på hylden, og det så glipper netop den dag. Kørestolen vil hurtigt blive indkøbt og kan derefter komme med hjem, siger afdelingsleder Hanne Ejlertsen fra Mariagerfjord Kommune, som har store forventninger til den nye service i Myndighed og Visitation.

KVIKservice vil også gerne modtage de hjælpemidler, som der ikke længere er brug for, ligesom der er hjælp at hente, hvis hjælpemidlet trænger til service, til at blive udskiftet, indstillet eller tilpasset.

KVIKservice holder til på Tempovej 3 i Hadsund og åbner torsdag 15. november og fremdeles onsdage og torsdage.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...