Hele fire nye gæsteudstillere er repræsenteret, når Kunstboxen i Mariager åbner sin nye efterårsudstilling søndag d. 6. oktober.

MARIAGER: Hele fire nye gæsteudstillere er repræsenteret, når Kunstboxen i Mariager åbner sin nye efterårsudstilling søndag d. 6. oktober.

Billedkunstner Lisbeth Kaalund fra Aalborg udstiller billeder af bl. a. heste, dansere, eventyr og landskaber.

3D-kunstneren Mette Glassy fra Odder udstiller noget så sjældent som kobber-irret 3D kunst med indgraveringer.

Keramiker Mette Moen er født i Norge, men har nu etableret Svanfolk Keramik i Kongerslev, hvor hun laver skåle, fade, krus og anden brugskunst.

Og endelig er billedkunstneren Sonja Østergaard Svendsen fra Viborg repræsenteret med malerier af landskaber, blomster og abstraktioner.

Kunstboxens øvrige 13 udstillere viser også rig idéudvikling og kreativitet.

Her er abstrakte og figurative malerier, tegninger, lette og lyse akvareller og glas og gummikunst til pynt og brug.

I den gamle bankboks vises stor kreativitet af ”upcycled ” kunst inden for tasker, punge og fuglefodringssteder.

Pilefletteren finder stadigvæk på nye former for fugle og kurve.

På podierne findes smukke bronze lignende figurer af dyr og mennesker, og raku brændt ler er udformet både til vaser og krukke.

Endelig er filtning kommet ind i form af hatte, sko og dukker.

På receptionsdagen serveres vin, chokolade og snacks, og jazztrioen Blue Cats fra Aalborg underholder med swingjazz på kontrabas, piano og guitar.

Alle er velkomne, og udstillingen kan så i øvrigt ses frem til 22. december.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...