24. august starter instrumentalundervisningen, og to uger efter går holdundervisningen og sammenspilsholdene i gang

Allerede inden sommerferien blev Mariagerfjord Kulturskole genåbnet for fremmøde-undervisning, og nu glæder skolen sig til at kunne byde velkommen til eleverne igen.

- At kunne indlede skoleåret er for os en ekstra stor glæde i år, da foråret 2020 - som i resten af samfundet - bød på mange forandringer afledt af Covid-19.

- I kunstfag og læring af kunstfag er relationen mellem underviser og elev helt central. Derfor ser vi meget frem til at møde alle ’live’ igen, og det bliver en festdag, når vi 24. august igen åbner dørene, erklærer kulturskoleleder Finn Elias Svit.

Hvis man ikke har fået sig tilmeldt, er der stadig muligheder.

Skolen har endnu ledige pladser på en række fag.

De ledige pladser er både til musik, dans og billedkunst samt få pladser til dramaundervisning. Præcis hvilke fag, der er tale om, kan man orientere sig nærmere om på kulturskolens hjemmeside.

- Vi har en skole, der tilbyder undervisning til både børn, unge og voksne.

- Det er således ikke alderen, der er afgørende, men viljen. Og det er aldrig for sent at komme i gang med et kreativt fag, opfordrer kulturskolelederen.

Netop nu er der også åbent for tilmelding til Korskolens sangprøver.

Korskolen søger sangglade drenge eller piger mellem 6-20 år, og der er åbent for tilmelding helt frem til 24. august.

Hvordan det nærmere foregår kan man læse mere om på hjemmesiden www.mariagerfjordkorskole.dk

De fleste kulturskolefag henvender sig til elever fra syv år og opefter, men hvis børnene har lyst til at komme i gang med et musikfag inden da, så kan de gå på et af Kulturskolens forskolehold.

Herefter er der et væld af muligheder for både børn, unge og voksne i form af kor, orkestre, sammenspilshold og soloundervisning.

På billedkunstlinjen er der plads til masser af fri fantasi. Her arbejdes der med tegning, maleri, collage, former og farvelære, og eleverne arrangerer også deres egne udstillinger.

Dramaeleverne laver rollespil og improvisationsøvelser. Eleverne på danseholdet danser til fede koreografier, og så har begge hold i øvrigt forestillinger i løbet af året.

- På Kulturskolen lykkedes vi i foråret - takket være medarbejdernes fine indsats - med hurtigt at omstille os til at tilbyde undervisning på digitale platforme.

- Det har vi lært meget af, og med de nye kompetencer, vi har tilegnet os i den periode, vil vi, hvis smitteantallet evt. måtte medføre endnu en nedlukning, hurtigt kunne reetablere online-undervisning som et alternativ til fremmøde-undervisning, fortæller Finn Elias Svit.

Mariagerfjord Kulturskole forholder sig løbende til Sundhedsstyrelsens retningslinjer samt detaljerede anbefalinger fra Brancheforeningen for Danske Musik-og Kulturskoler i forbindelse med både central og decentral undervisning.

Derudover har Kulturskolens undervisere udarbejdet en plan for, hvordan de enkelte fag i Mariagerfjord kan gennemføres på en måde, hvor man undgår smittespredning.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...