MAGISK MØDE: En sandfærdig fasanfortælling - oplevet i Mols Bjerge

MOLS BJERGE: Knejsende stolt dukker du pludselig op i udkanten af jernalderlandsbyen Toggerbo i Mols Bjerge.

I næste nu folder du din halvanden meter, imponerende lange, halepragt ud som en yndefuld vifte.

Hvem i alverden er du for en fyr, tænker jeg naturelskende vandringsmand - paf af forundring?

Hvidt hoved, sort halvmaske, halvt så stor som en påfugl, men tydeligvis med krop og hoved som en fasan, står du og vigter dig vældigt i lavningen neden for Skovbjerg.

Min tempofyldte spadseretur fra Dragsmur gennem bjergene og til landsbyen Femmøller denne tidlige martsmorgen for nogle år siden går helt på standby.

Min tidsplan med forbehold for velkomne vildtoplevelser udfordrer Kongen af Skovbjerg seriøst.

I følge fuglebogen er du nemlig en kongefasan og hører hjemme i Kina.

Så hvad laver du lige her i Mols Bjerge?

Du virker ikke synderligt bange af dig. Så tæt som et par meter lader du mig komme. Så trækker du dig vagtsomt op mod skråningen.

I følge med tre høner

Nylig da opdager jeg, at du minsandten befinder dig i godt dameselskab med tre tydeligt beslægtede fasanhøner.

De tér sig anderledes bly og tilbageholdende og syner i sagens indlysende natur ikke halvt så flotte som dig.

Aha, tænker jeg.

Du har selvfølgelig ikke gjort rejsen fra Kina for at kede dig i dit eget selskab.

Du vil mangfoldiggøre dig som din fætter og kinesiske landsmand, ringfasanen, fik held til for 140 år siden.

Og netop her i Mols Nationalpark er der jo sådan set rigelig plads til at brede sig.

Snart forsvinder kongen med følge op over 100 meter høje Skovbjerg. Jeg kikker med, så langt øjet rækker.

Syv-otte møder

Hen over forår, sommer og sensommer møder vi hinanden syv-otte gange flere andre steder på eller ved Skovbjerg.

Bestemt ikke tilfældige møder. Jeg spadserer adskillige meter for at finde dine skjulesteder, og jeg giver ikke op.

Som belønning lader du mig gerne komme tæt på.

Et par gange lykkes det mig endog at fløjte dig frem i lysningen.

Forklaringen om, at du i virkeligheden har været udsat som skydepræmie under jagt på det nærliggende Møllerup Gods, men akkurat undslipper din skæbne og stikker af med tre høner, harmonerer jo meget godt med dit tillidsfulde væsen.

Først møder jeg dig i følgeskab med tre høner. Så to høner. Sidenhen kun en enkelt høne.

Til sidst spankulerer du rundt i majestætisk ensomhed.

Forhåbningerne om, at bare en enkelt af dine dronninger ligger på æg, svinder stille og roligt.

”Naturens graffiti”

En fagmand med forstand på den slags forsikrer mig om, at der skal udsættes langt flere eksemplarer af en importeret art som dig for at etablere en bestand selv under velegnede forhold.

Nok lykkedes det jo i 1562 for Frederik 2. i den kongelige dyrehave at skabe sig en udsætningsbestand af ringfasaner, som han hos sin engelsk kollega havde byttet sig til for danske jagtfalke.

Men de gik alle til igen.

Nylig i 1870’erne vinder en udsætning af særligt hårdføre, kinesiske ringfasaner så meget fodfæste herhjemme, at vi i dag møder fasaner over alt i landet.

Bare ikke kongefasaner. Dig kalder skovfogeden med foragt ”naturens graffiti”.

Men at du er en hidsig krabat og bravt kæmper for dit kongerige på Skovbjerg, vidner blodige rifter på din hals tydeligvis om.

Det koster dig markante skrammer at forsvare dit territorium og jage pladskokken væk fra bjergtoppen.

I en fynsk dyrehave gik en dine brødre en dag amok og hakkede en langt større påfuglekok til døde.

Kanhænde dit hidsige gemyt får dig til at gå løs på selveste Mikkel, som tydeligvis har sin hule på bakken, hvor du regerer.

Ræve er jo ikke så godt selskab for fasaner.

Det sidste glimt

Mange gange i det sene efterår og den tidlige vinter krydser jeg rundt på Skovbjerg og fløjter forgæves.

Det sidste glimt af dig bærer et næsten fatamorgana’sk skær over sig.

På et væltet træ en tidlig septembermorgen sidder du i al din pragt helt stille med blikket vendt mod øst.

I morgengryet fanger jeg dig ind med min kikkert. Jo, den er god nok.

Men idet, jeg lister et par skridt nærmere, blændes jeg af et solstrejf gennem skoven og slår i stedet en bue uden om fire-fem træer for at komme nærmere.

Væk er du. Jeg krydser rundt på hele bakketerrænet og vender tilbage til åstedet.

Har jeg drømt?

Svaret ligger for foden af det væltede træ, hvor jeg sidst så dig: En smuk halefjer - cirka en meter og 45 centimeter lang har du efterladt til mig.

Kongen af Skovbjerg har smidt sit scepter og er abdiceret.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...