MUSIK: Hør første del af Februar Flygel Festival 5. februar klokken 19.30

ALS: Onsdag 5. februar klokken 19.30 kan du i Als Kirke overvære første del af ”Februar Flygel Festival i Als Kirke”.

Her omkranses kirkens nye flygel af en strygertrio, der sammen med flyglet udgør en såkaldt klaverkvartet.

Og den kvartet spiller værker af Beethoven, Mahler og Mozart.

Da kvartetten kun optræder ved specielle lejligheder, har den ikke noget navn.

Men eftersom den består af pianist Lili Olesen fra Arden samt tre strygere fra Aalborg Symfoniorkester, borger det for høj kvalitet og musikalitet.

Tre værker

Strygerne er Ludmilla Landa på violin, Elsebeth Schmidl på viola og Hanne Høy Houengaard på cello.

Kvartetten spiller tre værker: Beethovens Trio op. 3 - Mahlers Klaverkvartet i a moll fra 1876 samt Mozarts Klaverkvartet i g-moll KV 478.

De tre værker placerer sig centralt i triorepertoiret, og de er populært stof i alverdens koncertsale.

Mahler for første gang i Als

Det er, så vidt vides, første gang der spilles musik af Mahler, senromantikkens mester, i Als Kirke.

Så du har noget at glæde dig til.

Eftersom vi jo i år fejrer 250 året for Beethovens fødsel, ligger det lige til højrebenet at spille et værk af ham.

Og Mozarts klaverkvartet er - som altid når det drejer sig om Mozart - en guddommelig blanding af feinschmecker musik og lettilgængelige, folkelige og melodiøse lækkerier.

Der er gratis adgang til koncerten, og kirkebil kan benyttes.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...