Torsdag 17. oktober og fredag 18. oktober - begge dage fra kl. 10:00 - inviterer Hadsund Egnssamling, Rosendals Allé 8, på ”Kartoffelferie” på Museet med bl.a. kartoffeltryk

HADSUND: Torsdag 17. oktober og fredag 18. oktober - begge dage fra kl. 10:00 - inviterer Hadsund Egnssamling, Rosendals Allé 8, på ”Kartoffelferie” på Museet med bl.a. kartoffeltryk.

Tidligere blev efterårsferien kaldt ”kartoffelferien”, da børn på landet i 1800-tallet og først i 1900-tallet fik fri fra skole for at hjælpe med at grave kartofler op.

På Hadsund Egnssamling står torsdag og fredag i efterårsferien derfor i kartoflens tegn, men under mere hyggelige former end i 1800-tallet og 1900-tallet. I stedet kan man lave kartoffeltryk, og der er også en lille historisk quiz for hele familien.

Kartoflen kom til Danmark fra Amerika sidst i 1700-tallet, men den fik først lov til at komme på bøndernes spiseborde i løbet af 1800-tallet. Bønderne var nemlig ikke begejstrede for den til at begynde, men kartoflen indeholder meget næring, og det fandt bønderne efterhånden ud af. Så den blev efterhånden en almindelig spise, som mange dyrkede. Derfor havde de brug for alle hænder – også børnenes – til at grave kartofler op i efteråret. Og sådan opstod kartoffelferien.

De ældste i familien kan sikkert stadig huske det hårde og våde slid på knæ i kartoffelferien. Nutidens børn kan heldigvis glæde sig over, at kartoffelferien er blevet til efterårsferie med leg og afslapning.

Efterårsferie fyldt med aktiviteter

Men også i mange af de andre afdelinger under Nordjyllands Historiske Museums sker der ting og sager.

I efterårsferien kan du blive apotekerassistent for en dag, møde vikingerne på Fyrkat, lære cirkusprinsessen Nanna at kende, besøge en udgravning og meget, meget mere.

Nordjyllands Historiske Museum tilbyder et væld af aktiviteter på mange af vores afdelinger i hele uge 42.

Der er aktiviteter følgende steder: Apotekersamlingen i Aalborg, Aalborg Historiske Museum, udgravning i Sdr. Tranders, Lindholm Høje Museet, Vikingecenter Fyrkat, Hobro by, Lystfartøjsmuseet i Hobro, Boldrup Museum, Cirkusmuseet i Rold samt Hadsund Egnssamling.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...