Rytmisk musikgudstjeneste med adventssalmer og julepop på søndag i kirken

VISBORG: Der er to former for ventetid. Den, hvor man bare venter på, at noget bliver overstået, og den, hvor man nyder det, der står for døren.

- Det er den sidste form for ventetid, som vi vil dykke ned i til årets sidste rytmiske gudstjeneste i Visborg Kirke 1. søndag i advent, fortæller sognepræst Mette Tved Hansen. Musikken er som sædvanligt lagt i hænderne på duoen Bas & Helt med Poul Lund Jørgensen på kontrabas og elbas samt Pia Helt på klaver og sang.

Derudover medvirker koret Singing Joy. Sammen skal vi synge klassiske salmer som ”vær velkommen” og ”Dejlig er jorden” men også mere poppede julesange og hits fra TV´s julekalendere.

Vi har i foråret og efteråret haft to rytmiske musikgudstjenester, hvor temaet var TRO og HÅB. Nu kommer den tredje i rækken, hvor temaet er KÆRLIGHED. Det passer godt til advents og juletiden, hvor vi netop venter på, at kærligheden lader sig føde på ny.

Det er vigtigt at understrege, at det ikke er en koncert, men en gudstjeneste, hvor musikken og fællessangen har en fremtrædende plads.

- Sammen skaber vi en adventsstund, hvor glæden og forventningen bobler, samtidig med at der også er tid til en mere stille eftertænksomhed og refleksion over kærlighedens væsen, siger Mette Tved Hansen.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...