Nisserne Pjanke og Pjok kan i løbet af december opleves på bibliotekerne i Mariagerfjord i forestillingen ”Julemandens gave”

MARIAGERFJORD: Inden længe banker julen på døren, og det går heller ikke ubemærket hen på Mariagerfjord Bibliotekerne.

Det starter så småt i november, hvor den årlige adventsquiz for børn skydes i gang. Der quizzes på Hobro, Arden, Hadsund og Mariager Bibliotek fra 25. november og frem til 23. december i bibliotekernes åbningstid.

Op mod jul diskes der også op med julekrea, hvor børn og barnlige sjæle kan farvelægge en sjov julemaske så længe lager haves. Og i strikketanternes strikkecafé kan børn i 0.-6. klasse i december forvandle helt almindeligt garn til de fineste julegaver. Det foregår i ugerne 49 og 50.

Sidst men absolut ikke mindst skal der naturligvis være juleteater på bibliotekerne hele fjorden rundt. I år åbnes dørene til stykket ”Julemandens gave” om nisserne Pjanke og Pjok, der sætter sig for at lave den allerbedste gave til selveste julemanden.

Det foregår på Arden bibliotek 5. december, på Hadsund bibliotek 6. december, på Hobro bibliotek 12. december og på Mariager bibliotek 13. december.

Billetter kan købes via himmerlandsbilletten.dk eller på biblioteket.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...