Julemarkedet er åbent både lørdag 23. november og søndag 24. november

HADSUND: For tiden er der hver tirsdag aften lys i den sorte FDF-hytte på Markedsgade i Hadsund. Her samles knap 15 frivillige for at finde på, nørkle, udvikle, klippe, samle og flette.

- De arbejder på forskellige håndlavede julesager, som skal sælges på det årlige julemarked 23. - 24. november oplyser, Marie Krogsgaard Holmriis, og de frivillige har på forskellig vis tilknytning til FDF Hadsund, og de går alle højt op i, at deres produkter er salgbare, fine og billige at producere. Hele idéen er nemlig, at overskuddet skal gå til FDF-kredsens arbejde. De tidligere arrangementer har været så stor en succes, at man i år har udvidet julemarkedet på Markedsgade til hele to dage.

En af de frivillige, formand i FDF Hadsund Lisbet Holmriis fortæller: - Vi er så glade for den opbakning, vi har fået de sidste år, og vi håber endnu flere vil lægge vejen forbi i år.

Der er da også masser at se på, hvis man vælger at komme forbi Markedsgade på de to dage. Udover det håndlavede julepynt og julegaver bliver der nemlig også mulighed for at købe fine juletræer, spise æbleskiver i den lille café, og søndag kan man også købe forskelligt friluftsudstyr, når den store internetbutik 55 Nord kommer med sin store mobile butik.

Lisbet Holmriis oplyser videre: - De kreative frivillige herinde har endnu engang fundet på en masse fine og sjove ting, og rigtig meget af det er lavet af genbrugsmaterialer, som vi har kunnet finde eller få rundtomkring. Jeg er sikker på at der kommer til at være noget for enhver smag til vores lille julemarked.”

Julemarkedet er åbent både lørdag 23. november og søndag 24. november fra kl. 10:00 og de mange frivillige glæder sig til at sætte gang i julestemningen hos både store og små.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...