Juleudsmykningen har fået nyt liv i Als

ALS: Juleudsmykningen på de gennemgående veje i Als er nydesignet.

De gamle, røde plastikhjerter og hvide plastikstjerner er sendt på pension. I stedet er der i lysmasterne ophængt juletræer, hjerter og stjerne standset ud i tynde metalplader, og de er påklistret små led-lys. Udsmykningen er ophængt i en galge, der er beklædt med grangrene.

Det er et par medarbejdere på byens største arbejdsplads JKF, der står bag udsmykningen. Thor Klattrup har designet og Simon V. Jensen har været primus motor på udsmykningen, der blev ophængt lørdag og tændt første gang lørdag aften.

Udsmykningen i byens centrum er lig med tidligere års. Der er bag byens gadekær, Flouen, ophængt granguirlander med en lyskæde, ligesom der er udsmykning ved rækværket.

For flere år siden opgav borgerforeningen i byen, som står for udsmykningen, at rejse et stort juletræ på Springvandspladsen. I stedet blev paraplyen dækket til med lyskæder, og det har man holdt fast ved i år.

Udsmykningen ved gadekæret og i anlægget kom også på plads lørdag, så byen søndag julepyntet kunne byde velkommen til årets traditionelle julemarked i Als hallen.

Borgerne i Als har taget godt imod den ny udsmykning i masterne. Man var blevet noget træt af at se på plastikken

Til julen og vinteren hører også, at den store hængepil ved Flouen er belyst i aften- og de tidlige morgentimer, ligesom kirketårnet, der knejser højt over byen, er belyst.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...