Nåede du at få billet til koncerten i kirken næste torsdag?

MARIAGER: Lad det være sagt med det samme: Der er ikke flere billetter at få til TV2 Nords julekoncert i Mariager Kirke torsdag 22. november.

Koncerten er udsolgt, og har man allerede sikret sig billet, anbefales det, at man møder op i god tid, da der kun opereres med unummererede pladser i kirken.

Som tidligere år er det operasanger Jens-Christian Wandt, der står i spidsen for afviklingen af koncerten.

Jens-Christian Wandt optræder selv i rollen som solist og konferencier og ved sin side har han mezzo-sopranen Andrea Pellegrini.

Udover de to solister medvirker Holmens Herrekvartet, som til daglig er en del af koret ved Holmens Kirke i København, og den musikalske ledelse af koncerten er lagt i hænderne på første organist ved Holmens Kirke, Jakob Lorentzen.

Få dage før koncerten i Mariager tildeles han Frobeniusfondens Store pris på 250.000 Kr. – den største pris der gives til en kirkemusiker i Skandinavien.

Ved flyglet i Mariager Kirke sidder pianisten Alexande McKenzie.

Han vandt DR´s Kammermusikkonkurrence for et par år siden og akkompagnerer i forbindelse med julekoncerten violinist Andreas Bernitt.

Programmet veksler mellem solistiske indslag, musik for violin og klaver, korsang og fællessang, og koncerten slutter med at alle i kirken stående synger ”Dejlig er jorden”.

Resultatet af de musikalske udfoldelser i Mariager kan opleves på TV2 Nord - fordelt over de fire adventssøndage frem mod jul.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...