Elever på Bælum Skole hyggede sig med julebazar og teaterforestilling

BÆLUM: Torsdag – dagen før børnenes længe ventede juleferie - afholdt Bælum Skole deres traditionelle julebazar, der lige så traditionen tro var yderst velbesøgt af elevernes forældre og bedsteforældre.

Børnene fra 0. – 5. klasse havde sikret den helt rigtige bazar-stemning med små boder, hvor de solgte alverdens flotte julekreationer, som de havde brugt en stor del af december på at fremstille.

Og der var rigtig godt gang i handlen, hvilket også gjaldt de lækre lune æbleskiver, der selvfølgelig hører til på en hyggelig december-dag før jul.

Sidst men ikke mindst blev julebazaren krydret med teaterforestilling ”Jul med Jesus”, der flot blev opført af 5. klasserne.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...