LØFTE: Hvis du er over 75 år og allerede har returneret afføringsprøve, vil den blive undersøgt, og du får svar fra regionen

HIMMERLAND: Flere end 10.000 borgere over 75 år blev i uge 13 fejlagtigt inviteret til at deltage i en tarmkræftscreening.

Det skyldes en it-fejl, som betød, at godt 10.000 borgere over hele landet med posten har modtaget et sæt til at tage en afføringsprøve.

Borgerne får besked om fejlen, men hvis du i mellemtiden har taget og indsendt prøven, så vil den blive undersøgt.

Fejlen opstod i Nordjylland

Tarmkræft screningsprogram tilbydes alene borgere i alderen 50-74 år.

En it-fejl betød, at også godt 10.000 borgere over 75 år har modtaget en invitation med et prøvesæt.

Og fejlen udgår fra Region Nordjylland, som på vegne af landets fem regioner administrerer it-systemet til det nationale tarmkræftscreeningsprogram.

- Det er beklageligt, at så mange borgere har modtaget en invitation på grund af en it-fejl, som opstod ved en opdatering i det fællesregionale invitations- og administrationsmodul, forklarer it-direktør Klaus Larsen fra Region Nordjylland.

Han lover, at fejlen hurtigst muligt rettes.

Sidste uge fik de borgere, der ikke skulle have modtaget en invitation, besked om fejlen, og at de ikke skal indsende afføringsprøve.

- Der vil givetvis være borgere, der allerede har indsendt afføringsprøven.

- De modtagne prøver vil vi selvfølgelig analysere, hvorefter borgeren vil modtage svar inden for 10 dage, siger Klaus Larsen.

Derfor tarmkræftscreenes vi

Regionerne sætter nu udsendelse af yderligere invitationer på pause, indtil it-fejlen er løst.

Det forventes maksimalt at være et par uger, hvor der ikke udsendes nye invitationer.

Tarmkræftscreeningsprogrammet blev indledt i 2014.

Det indebærer, at alle borgere mellem 50-74 år modtager en invitation til screening for tarmkræft hvert andet år.

Tilbuddet gives, fordi tarmkræft er en af de hyppigst forekomne kræftformer.

Hvert år rammes cirka 5000 danskere - de fleste over 50 år - af kræft i tyk- og endetarm.

Tidspunktet for modtagelse af invitation afhænger af, om borgeren tidligere har deltaget i screening for tarmkræft.

Eller hvis borgeren har indsendt afføringsprøve med spor af blod og har været til yderligere undersøgelse af tarmen.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...