KONCERT: 80-årige John Sheahan gæster kirken i selskab med Jane & Shane

DALBYNEDER: Så sker det igen.

Det smukke kirkerum med den vidunderlige akustik i Dalbyneder danner torsdag 23. januar klokken 19,30 igen rammen om intet mindre end en sjælden koncert.

Violinisten John Sheahan fra det hedengangne, legendariske The Dubliners gæster for anden gang den lille, kronjyske kirke sammen med den irsk-engelske duo Jane og Shane.

- Kirken, der adskillige gange over de seneste 20 år har huset folkemusikkoncerter for fulde huse, er stolte over igen at kunne byde en så spændende trio tilbage.

Gæstede også kirken i 2014

- Første gang, denne trio spillede hos os, var i 2014, oplyser organist Anker Sigfusson.

Baggrunden for Sheahans denne gang korte Danmarks turné er, at Jane netop har været i Dublin for at markere Sheahans 80-års dag.

Hun var inviteret, fordi Sheahan er fascineret af lyden af to violiner og ikke mindst hendes spil til hans Saint Patricks Cathedral, som hun har komponeret en anden stemme til.

Elsker lyden af to violiner

Om samarbejdet med Jane & Shane siger John Sheahan:

- Jeg elsker lyden af to violiner.

- Det er et helt enestående blend på samme måde, som når du oplever en rigtig god malt whiskey.

- Jeg glæder mig til igen at skulle smelte sammen med Jane & Shane og skabe musikalsk magi.

Jane & Shane har længe hørt til blandt de mest populære navne på den danske musikscene.

Med irske Shane på guitar, vokal og bodhrán og engelske Jane på violin og vokal udgør deres sofistikerede og symbiotiske samspil et kendetegn som er helt særligt for dem.

De mestrer at fortælle den gode historie og leger med elementer fra både folkemusikken, det klassiske og jazzen.

Der er gratis adgang efter først til mølle princip.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...