På Bazaren glæder klubmedlemmerne sig til at hilse på og handle med en masse folk fra lokalområdet

SKELUND: På Bazar Skelund lørdag 17. november vil Hadsund Inner Wheel have opstillet sin egen stand, hvor publikum vil kunne købe kaffe/te og kage, hvilket mange har savnet ved de seneste bazarer.

- Klubbens medlemmer bidrager hertil med deres egen hjemmefabrikerede kageproduktion, som sælges til særdeles rimelige priser, oplyser klubbens PR medarbejder Bente Carpentier. På standen sælges desuden forskellige gode ”loppefund” fra medlemmernes tidlige juleoprydning i skabe og skuffer.

Der er således lagt op til at gøre en god ”før-jule-handel”, og samtidig få en masse at vide om, hvad Inner Wheel står for. Mange kender nemlig alt for lidt til ”Inner Wheel” og ved fx ikke, at Inner Wheel’erne i Hadsund, også er en del af et verdensomspændende kvindenetværk med mere end 100.000 medlemmer i 103 lande, og at et af Inner Wheels vigtige formål er, at yde hjælp såvel lokalt som nationalt og internationalt.

Uddeling af juleglæde

Klubbens overskud fra denne Bazar vil da også gå ubeskåret til at støtte rent lokale formål i Hadsund-området, og i denne omgang vil bl.a. ”Præsternes hjælpekasse” blive tilgodeset med en donation til ”uddeling af juleglæde”.

På nationalt plan yder hvert medlem i Hadsund Inner Wheel klub - ligesom alle andre klubmedlemmer i Danmark - årligt et bidrag på 60 kr. til udvalgte danske hjælpeorganisationer.

Støtte til Lukashuset

Tre medlemmer fra Hadsund Inner Wheel klub kunne således - på Inner Wheel Danmarks Årsmøde på Nyborg Strand i begyndelsen af oktober - overvære, at der af Inner Wheel Danmarks nationalpræsident, Birgitte Müthel, blev overrakt i alt 177.400 kr. til formand Niels Christian Barkholt fra LOKK, Landsforeningen af kvindekrisecentre.

De 5 distrikter i Danmark beslutter på skift, hvem der skal tildeles donationen. I dette Inner Wheel år samles der ind til ”Lukashuset”, som er landets første børne- og ungehospice.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...