Dorthe og Lars Knudsen fra Assentoft fik budet og sagde ja til at forpagte det nu genåbnede Hotel Postgaarden i Mariager

MARIAGER: Hotel Postgaarden i hjertet af Mariager byder igen gæster velkommen.

Det er Dorthe og Lars Knudsen fra Assentoft ved Randers, der er blevet det historiske steds nye forpagtere.

- Vi havde længe talt om, at vi godt kunne tænke os at have et spisested sammen.

- Så da Jan Hørby købte Postgaarden, og spurgte om vi ville være forpagtere, var vi ikke i tvivl.

- Det er en unik mulighed, fortæller Lars Knudsen, der er uddannet smed, mens Dorthe har arbejdet som salgs-backup i firmaet Multiline.

Erfaring fra grill-brachen

Sammen har de i mange år drevet virksomheden K-Grill Catering, der blandt andet arrangerer firma- og privatfester med mad tilberedt over grill.

Ellers begrænser erfaringen bag kødgryderne og med hoteldrift sig til det yderst beskedne.

- Ja, vi har ikke den største erfaring med restaurations- og hoteldrift.

- Men vi har allerede omgivet os med erfarent og dygtigt personale, så det skal vi nok lære hen ad vejen.

Det er i hvert fald en spændende udfordring, som vi føler os helt klar til, lyder det fra Dorthe.

- Madmæssigt vil vi have fokus på det gode danske køkken med danske klassikere lavet af gode råvarer, herunder selvfølgelig også et stort smørrebrødskort, og retter som æggekage, stjerneskud og lignende, fortæller Dorthe.

Prominente gæster

De første prominente gæster dukkede op allerede inden åbningen.

- Mens vi gik og gjorde i stand, stod Ghita Nørby, Lars Hannibal og Michala Pétri pludselig i receptionen og sagde, at de havde booket et værelse i forbindelse med deres optræden i Den Gamle Biograf her i Mariager.

- Den booking havde de foretaget hos den tidligere forpagter. De vidste slet ikke, at Postgaarden var lukket, griner Lars Knudsen, som heldigvis fandt en løsning til de prominente gæster.

Hotel Postgaarden, der udover restaurant og café, har 14 hyggelige værelser, slog officielt dørene op den 20. maj, og starten har været rigtig fin.

- Ja, der har været fint med overnatninger fra første dag og fornuftig gang i både restaurant og café.

Men selvfølgelig skal folk lige vide, at vi nu igen holder åbent.

- Vi har mange ideer og har eksempelvis allerede lavet en række forskellige weekendophold, blandt andet også i samarbejde med områdets golfklubber, uddyber Lars Knudsen.

Jo, der igen liv i den historiske Hotel Postgaarden på brostenene i Mariager.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...