Den integrerede vuggestue og børnehave Huset i skoven i Terndrup var på tur

TERNDRUP: Marken blev mejet og høet høstet i den integrerede vuggestue og børnehave Huset i skoven i Terndrup.

Den længe ventede høstfest bød på forloren hare, kartofler og majskolber fra egen avl og hertil hjemmelavet ribsgele. Børnene havde derudover selv lavet æblemost og -grød til den lækreste æblekage, som blev nydt til dessert.

- Det er netop en af vores værdier, at vi følger maden fra jord til bord, så denne høstfest er selve kulminationen, hvor vi alle kan nyde og fejre vores arbejde, fortæller Martin Nielsen, som er pædagog i Huset i skoven, og fortæller videre: - Det er aldrig svært at skaffe arbejdskraft, når der skal gøres noget i køkkenhaven eller drivhuset. - Børnene er ivrige for at hjælpe til, er nysgerrige og også stolte af deres arbejde, som vi så alle nyder godt af til denne fest. I ugen op til høstfesten havde børnene øvet sig i at synge ”Marken er mejet” og de andre traditionsrige danske høstsange.

Til selve festen deltog nogle forældre, som havde taget deres guitar med, og der blev skrålet godt og grundigt med på de festlige sange. - Det styrker i dén grad fællesskabet, når vi alle, både små og store, bidrager til festen, og også samles og synger sammen.

Som afslutning på en uge fyldt med gamle traditioner og høsttid, fik børnene en skøn tur i hestevogn, idet en af børnenes bedste- og oldeforældre kom forbi og tog dem med på en skøn tur gennem Terndruplund, hvor der blev nydt et stykke kage, før turen gik videre gennem lunden, ud mellem markerne og hjem til Huset i skoven igen, hvor børnene blev afleveret rige på oplevelser.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...