To aften-arrangementer med guidede ture i Lille Vildmose i egen bil - 24. og 26. september fra klokken 18 til 22

LILLE VILDMOSE: Dagene bliver kortere, nætterne er kolde og klare og fra vildmosens skove høres de dybe brøl.

Det er nemlig så småt efterår og brunst hos krondyrene i Lille Vildmose.

Her styrter den store hjort (pladshjorten) rundt på brunstpladsen for med sin krop, sine brøl og sin styrke at forsvare sin status som pladsens stærkeste.

Kun en gammel og stærk hjort kan forsvare sin plads og dermed retten til at parre sig med den gruppe af hinder (hundyr), som han har samlet omkring sig - og føre sine gener videre.

Det urgamle skuespil

Det urgamle skuespil tilbyder Lille Vildmosecentret dig at at overvære fra første parket både tirsdag 24. september og torsdag 26. september klokken 18 til 22 - hvis du altså køber billet.

Arrangementerne indledes på vildmosecentret, hvor gæsterne i centrets udstilling får en introduktion til de store dyr i Lille Vildmose.

I udstillingen har der mulighed for både at møde elg, kronhjort og rådyr.

Udsigt fra Toftetårnet

Efterfølgende kører vi i egne biler til Toftetårnet nord for Øster Hurup.

Fra Toftetårnet på kanten af det indhegnede område har du udsigt over en stor slette, der de sidste mange år har været brunstplads for skovens store hjorte.

Fra tårnet oplever du forhåbentligt kronhjortens brunst, og guiden fortæller om skovens spændende historie og ejere gennem tiden.

Guiden medbringer det store teleskop, så alle kan se, men det er en god idé også at medbringe din egen kikkert og en varm jakke.

Toftetårnet er handicapvenligt, og på den nærliggende parkeringsplads befinder sig et toilet.

Nachspiel

Når mørket har sænket sig, forlader du og de andre gæster tårnet og kører til Restaurant Vildmose i Øster Hurup.

Her serveres klokken 20 et varmt og vildt måltid inklusive et glas vin.

Vildmosecentret betragter arrangementet, der slutter på restauranten, som en kombination af formidling, god mad og unikke naturoplevelser.

- Vi håber selvfølgelig at brunsthjorten vil forsvare sin plads også selv om det kan være med livet som indsats, lyder det fra Lille Vildmosecentrets guider.

Tilmelding foregår på centrets hjemmeside eller 9931 7550.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...