I Hadsund har bagermester Michael Høj meldt sig ind i en meget nobel kamp, nemlig kampen mod madspild.

Høj’s Bageri på Østergade i Hadsund sælger sit daglige overskydende bagværk til en stærkt reduceret pris for at undgå, at de hjemmebagte brød og kager ender i skraldespanden.

Det foregår via appen, Too Good To Go, som har til formål at mindske madspild verden over. Her kan restauranter, bagerier, supermarkeder mv. sælge deres overskydende varer, eller varer som er tæt på "mindst holdbar til" datoen. Kunderne bestiller og betaler via appen og henter så maden i forretningen lige omkring lukketid. I 2017 er der solgt over 400 måltider i Hadsund gennem appen.

Borgerne i Hadsund kan gennem Too Good To Go sikre sig en pose med blandet bagværk fra Høj’s Bageri. Det skal afhentes lige omkring lukketid, og på den måde er man som forbruger med til at mindske madspild. Indholdet af den såkaldte lykkepose varierer fra dag til dag, da det kommer an på, hvad der er tilbage på dagen.

Har man mulighed for det, skal man ikke køre langt for også at finde forretninger i Øster Hurup, Mariager, Hobro mv. som også sælger overskydende mad.

I 2017 rundede Too Good To Go rundede 2,5 millioner solgte måltider.

Det solgte antal måltider svarer til en reduceret CO2-udledning på ca. 5000 tons. Appen findes pt. i 6 lande - Danmark, Norge, Tyskland, England, Frankrig og Schweiz - men flere lande er allerede på tegnebrættet og forventes lanceret i løbet af 2018. På landsplan er tæt på 2.000 forretninger med i konceptet.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...