Skader og karantæner regner ned over fodboldklubben, der ifølge svensk avis lejer endnu en spiller i svensk topklub

FODBOLD: Da Hobro IK senest vandt 2-1 i Hvidovre, måtte 1. divisionsklubben undvære seks spillere fra førsteholdstruppen på grund af skader. Til tirsdagens hjemmekamp mod Skive risikerer Peter Sørensen at se bort fra endnu flere navne, men nu er der en håndsrækning på vej.

Svenske Kvällsposten skriver, at nordjyderne har lavet en aftale om at leje midtbanespilleren Amel Mujanic hos Malmö FF, hvor man i forvejen har lånt forsvarsspilleren Hugo Andersson for resten af sæsonen.

19-årige Amel Mujanic debuterede på Malmös førstehold i en pokalkamp tidligere i år, men han har siden varmet bænken i Allsvenskan. Derfor har både klub og spiller været på udkig efter spilletid et nyt sted.

Ifølge Kvällsposten bliver aftalen med Hobro offentliggjort op til tirsdagens kamp mod Skive i 1. division. Det ønsker cheftræner Peter Sørensen ikke at forholde sig til, men han erkender, at de mange skader og karantæner er et stort problem.

- Vores start 11'er kan vel slå alle hold i rækken, men det hold, vi ofte må slutte kampene med, kan også tabe til alle. Truppen er fin nok, men når man er nødt til at se bort fra seks-syv stykker, bliver det et problem.

Hobros samarbejde med Malmö FF startede i efteråret 2019, da man med stor succes lejede Anel Ahmedhodzic. Han er siden vendt tilbage til Malmö FF, hvor han spiller fast og er en stor profil.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...