Borgerforeningen i Helberskov har opstillet en shelter i Sandgraven ved foden af Bjerget

HELBERSKOV: Det er nu muligt at overnatte i Helberskov - vel og mærke, hvis man selv har soveposen med.

Borgerforeningen i landsbyen har opstillet en shelter i Sandgraven ved foden af Bjerget.

- Her er alle velkomne til at sove, og det er gratis, man skal blot huske at rydde op efter sig, siger Birgitte Buus, Helberskov Borgerforening.

Det ny shelter er placeret tæt ved skrænten og er i læ for vind fra øst og syd. På pladsen er der foruden det faste festtelt også et toilet.

Er man ikke interesseret i at sove nogle få centimeter over jorden, kan området ved Kattegatkysten mod Mariager Fjord også tilbyde en trætop-hytte.

Helberskov Borgerforening har foruden Sandgraven også forsamlingshuset Thulstedhus, der inden for nogle få uger fejrer 70 års jubilæum.

Foreningen forbereder i den anledning en reception lørdag 21. september mellem kl. 14 og 17 i huset.

- Inden gæsterne inviteres, står den på hovedrengøring i og udenfor huset, og man er velkommen til at give en hånd med, når arbejdet indledes lørdag 14. september om formiddagen, opfordrer Birgitte Buus.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...