Mek Pek og tryllekunstner Mikkel Rugholm triller ind på Torvet på fredag

HADSUND: Gang i Danmark har besøgt Hadsund flere gange med deres mange kendte musik navne, og juni måneds besøg er det musiker Mek Pek og tryllekunstner Mikkel Rugholm der triller ind på Torvet fredag klokken 15

Underholdningen varer 45 minutter. Hadsund Handel omkranser besøget med oplevelser for børn og unge.

De voksne må også gerne få disse oplevelser med, men de må også gerne bruge tid til at shoppe gode tilbud fra medlemsbutikkerne, anbefaler aktivitetsansvarlig Jan Vestergaard.

På Torvet ved begge indgange bydes fra klokken 14 på saft og popcorn til alle.

Her kan du også vinde præmier hos byens legetøjsforretning Torvebutikken.

Ringspil og ridetur

Jeanett stiller ringspil op, og for en femmer får du udleveret ringe og kan samle point til en af de mange præmier hun stiller på højkant.

I løbet af eftermiddagen stiller Hadsund Rideklub op med deres ponyer, og for en 10’er får dit barn en ridetur gennem Storegade, hvilket altid er et hit.

Endelig er det sikkert, at politiet kommer til eventen.

Ikke fordi der er problemer - men for at børn og unge kan se og prøve at sidde på en af de motorcykler, som politiet bruger til at holde øje med trafikken.

- Vi håber at se rigtig mange på fredag til Børnenes dag i Hadsund handelsby, slutter aktivitetsansvarlig Jan Vestergaard.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...