77-årige Ole Jensen blev æresmedlem i Rold Skov Orienteringsklub

SKØRPING: Ole Jensen gik af som formand for Rold Skov Orienteringsklub i forbindelse med generalforsamlingen i aftes, onsdag. Ved samme lejlighed blev han udnævnt til æresmedlem som tak for en "usædvanlig stor, langvarig og vedholdende indsats for orienteringsklubben gennem utallige år".

Det hele begyndte i 1964, hvor Ole Jensen blev medlem af Aalborg Roklub. Han var nytilflytter til Aalborg fra Nordsjælland, og i roklubben stiftede han bekendtskab med orienteringssporten, som roerne brugte som vintertræning. Det førte til foreløbig 54 år som aktiv orienteringsløber. Med tryk på aktiv, for selv om den seneste fødselsdagslagkage havde 77 lys på, så trækker Ole stadig i løbetøjet og stiller op til konkurrencer.

Da Rold Skov Orienteringsklub blev genstartet i 1978, var både Ole og hustruen Jette at finde på medlemslisten.

Ole Jensen har varetaget utallige bestyrelsesposter gennem alle årene og været korttegner, løbsarrangør, rekrutteringskoordinator og meget mere. Han har senest været formand for klubben siden 2013 og førte den ikke mindst frem til kåringen til "Årets Klub" af Dansk Orienterings-Forbund i 2015 på grund af klubbens mange ungdomsinitiativer og stor medlemsfremgang. I dag tæller klubben op imod 170 medlemmer efter at have været helt nede på 30 i 2009.

Ole Jensen agter i øvrigt at fortsætte med klubopgaver som materielforvalter, skovtroldetræner for de yngste, skole-orienteringsunderviser, stævnearrangør og bestyrer af medlemskartotek.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...