Saunahytten opføres hen over sommeren på Hadsund Roklubbs arealer

HADSUND: En drøm bliver i løbet af de kommende måneder til virkelighed, når Hadsund Roklub går i gang med at opføre en ny stor saunahytte til de lokale vinterbadere.

Bag byggeriet står Hadsund Roklub, Hadsund Sejlklub og den eksisterende gruppe af vinterbadere i Hadsund, organiseret i ”Vikingelauget”.

Den fælles vision for de tre parter har været at skabe rammerne for udvikling af vinterbadning i Hadsund samt give mulighed for vinterbadning for alle, der ønsker det.

- For et par år siden stod vi i Vikingelauget og skulle tage stilling til, hvordan vi kunne forbedre de eksisterende faciliter, som er meget begrænsende for antallet af brugere.

- Samtidig erfarede vi, at roklubben havde tanker og skitser på tegnebrættet om en saunahytte. Derfor tog vi kontakt til roklubben og har siden samarbejdet om at om at udvikle ideen fra en isoleret saunahytte til et projekt med gangbro, badebro og en beliggenhed, som vil binde området sammen ved sejlklub og roklub, fortæller Annette Tindborg på vegne af vinterbaderne.

Med de voksende ambitioner fulgte også et behov for flere penge.

Derfor har det også været nødvendigt at søge fondsmidler hjem til projektet.

Helt præcist er det lykkedes samarbejdspartnerne i Hadsund at fremskaffe 683.750 kr. til realisering af byggeplanerne.

- Det har været en sej proces, men vi er bare så glade for, at det nu endelig er lykkes.

- Vi er i øjeblikket ca. 20-30 brugere af de eksisterende vinterbade-faciliteter, men vi har en ambition om at blive 2-300 medlemmer, afslører Annette Tindborg.

Sparnord har bidraget til projektet med 100.000 kr. Friluftsrådet har bevilget 227.000 kr. Lokale og Anlægsfonden støtter de nye vinterbade-faciliteteter med 200.000 kr. LAG-midlerne tegner sig for et bidrag på 126.750 kr., og endelig har Nordea Fonden skudt 30.000 kr. i projektet.

Saunahytten opføres hen over sommeren på Hadsund Roklubbs arealer og forventes at stå færdig til at modtage såvel nye som tidligere vinterbadere, når den nye vinterbadesæson indledes 1. oktober.

Tegningerne til saunahytten er udført af Artech byggerådgivning ved Torben Jensen.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...