Fik flotte placeringer med hjem fra årets regatta på Sorø Sø

HADSUND: - I har nærmest vundet retten til at tage øverste trin på sejrsskamlen med hjem til Hadsund.

Sådan lød kommentatorens ord, da sidste løb var roet ved årets regatta på Sorø Sø. Regattaen er normalt den bedst besøgte i Norden, og således også i år.

- Med dobbeltsejre i mændenes singlesculler både lørdag og søndag til Hadsund Roklubs William Wisholm og Peter Rytter Munk, var linjen lagt til en stor sportslig succes for den nordjyske roklub, oplyser formand Anders Toft Christiansen.

Sejr på sejr

Frederik Bertelsen, Gustav Hamann og Elias Roth gjorde seniorernes kunststykke efter ved at vinde A finalerne i junior 12 til 14 år, og viste hermed Hadsund Roklubs store spændvidde indenfor talentudvikling.

I juniorernes sekundære finaler i singlesculler blev det til yderligere medaljer til Oskar Holmriis og Kian Harati.

Kian, Frederik, Gustav og Elias deltog også i dobbeltfirer, og gjorde her rent bord ved at vinde løbet begge dage.

Guld i dobbeltsculler

I samme årgang vandt Amalie Hvid guld i dobbeltsculler sammen med en roer fra Ringsted og roede senere en bronzemedalje hjem i singlesculler.

De alleryngste deltagere i aldersgruppen 10 til 12 år var repræsenteret ved Frederik Holmriis og Naja Lybeck, der begge roede en sølvmedalje hjem i singlesculleren.

I aldersgruppen 14 til 16 år deltog August Wisholm og fik her vist sit store potentiale ved at vinde sølv lørdag og guld søndag.

Junior klassen

I junior A klassen 16 til 18 år vandt Laetittia Panero- Bommer singlesculleren, og bragte hermed sig selv i den situation, at hun nu kan vælge, om hun vil modtage den udtagelse, der fulgte med til deltagelse i en europæisk rolandskamp i Milano i uge 31 sammen med det danske juniorlandshold.

Rasmus Konnerup roede begge dage B- finale i junior A drengenes singlesculler.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...