Årets første regatta på kortbane, der traditionen tro blev afviklet på Bagsværd Sø, afslørede at roerne fra Hadsund Roklub har været flittige i træningslokalet over vinteren

HADSUND: I seniorklasserne blev det til en tredjeplads både lørdag og søndag i singlesculler til Peter Munk, og i kvindernes tilsvarende klasse blev Trine Toft Andersen nr. 4, selv om hun som letvægtsroer stillede op i den åbne klasse, hvor de tungere roere havde stor fordel af den hårde blæst.

I U23 dobbeltsculler-klassen stillede William Wisholm til start sammen med en roer fra Odense. Lørdag roede duoen en fjerdeplads i hus, mens det søndag blev til et trin op ad resultatstigen.

Allerbedst gik det for Hadsund-roerne i juniorklasserne.

I drengenes singlesculler 12 til 14 år stillede Hadsund til start med fire roere. Frederik Bertelsen vandt i overlegen stil a-finalen begge dage. Lørdag med Elias Roth på tredje- og Gustav Hamann på fjerdepladsen. Søndag endte Elias Roth på andenpladsen efter klubkammeraten, mens Oscar Holmriis blev nr. 6.

A-finalen i dobbeltsculler for samme årgang blev en total succes for Hadsund Roklub. Lørdag vandt Frederik Bertelsen /Gustav Haman med klubkammeraterne Elias Roth/Frederik Holmriis på tredjepladsen. I klubjammeraternes fravær søndag gik duen Roth/Holmriis helt amok og vandt i fornem stil en meget overraskende sejr en til to bådlængder foran de nærmeste konkurrenter.

I drengenes singlesculler-klasse for de 10- til 12-årige sejrede Frederik Holmriis i a-finalen både lørdag og søndag.

I pigernes singlesculler for de 12- til 14-årige blev det begge dage til bronze til Amalie Hvid, og sammen med en roer fra Ringsted hentede hun desuden hhv. en tredje- og en førsteplads i dobbeltsculler.

I pigernes singlesculler årgang 14 til 16 år er der i denne sæson virkelig kamp om pladserne forrest i feltet. Uden at det dog afholdt Hadsund Roklubs Laetittia Panero-Bommer fra at blive dobbelt sejrskvinde på Bagsværd Sø.

Blandt de ældste juniorer stillede Rasmus Konnerup/Malthe Dybdahl til start i toer uden styrmand. Både lørdag og søndag roede duoen en fjerdeplads i hus.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...