Og nu nærmer vi os slutspurten, som Hadsund Handel atter vil krydre med hyggelige aktiviteter på de sidste juleindkøbsdage

HADSUND: Black Friday var atter en stor dag, både for butikkerne med en masse god handel og for aktiviteterne, hvor julemanden ankom på Andersens Bro og blev fulgt op til Torvet af en masse børn og med Skoleorkesteret i spidsen.

Både den varme suppe fra Beredskabsforbund Mariagerfjord og den varm cacao fra Cafe Piccolo slap hurtigt op, idet der var god søgning til begge indslag.

- Og de mange juletræer i gågaden og i Butikscenteret, som nu alle har fået lyskæder på, fik rigtig mange positive ord fra borgerne, der synes godt om hyggen.

Slutspurten

- Og hyggelige er også vore indfaldsveje med juletræer i rundkørslerne, siger aktivitetsansvarlig for Hadsund Handel, Jan Vestergaard

Og nu nærmer vi os slutspurten, som Hadsund Handel atter vil krydre med hyggelige aktiviteter på de sidste juleindkøbsdage.

- Fredag 20. december holder butikkerne åbent til klokken 20, og i tidsrummet fra klokken 17 og kan du møde julemanden og hans spændende kurv med gode sager for både børn og barnlige sjæle.

Bryghuset med smagsprøver

- Og så har vi et stor gryde med risalamande og kirsebærsovs klar i Butikscenteret, hvor vi udleverer gratis portioner mellem indkøbene, oplyser Jan Vestergaard.

Om øl og risalamande går sammen må du afgøre med dig selv, men faktum, er at Hadsund Bryghus også deltager i julestemningen med smagsprøver på deres juleøl, og det sker også fra klokken 17 i Butikscenteret.

Søndag 22. december udvides åbningstiden helt frem til klokken 17 (Brugsen lidt længere).

Hadsund Handel sender en hestevogn og to ponyer på arbejde, så mellem klokken 11 og 14 kan hele familien få gratis tur rundt i byen.

I Butikscenteret venter gratis gløgg og æbleskiver fra klokken 13.30 og så længe lager haves.

Julemand på spil

Begribeligvis møder du også denne dag julemanden rundt i hele byen, hvor han i tidsrummet klokken 11 til 14 deler godter ud.

En juletradition er også salg af juletræer, hvor Hadsund Handels gode samarbejdspartner, spejderne fra Det Danske Spejderkorps, 22. december står foran Super Brugsen og sælger juletræer.

- Så alt i alt har vi forsøgt på bedste vis at gøre julen for alle borgere, der handler lokalt i Hadsund, til en god oplevelse.

- En oplevelse med gode tilbud i butikkerne omkranset af en masse julehygge, og Hadsund Handel ønsker alle en rigtig glædelig jul samt et godt nytår, hilser Jan Vestergaard.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...