CORONA: Initiativgruppen tager konsekvensen af uvished og aflyser de runde markeringer både af besættelsen (80 år) og befrielsen (75 år)

HADSUND: Corona virus koster nu også de planlagte fejringer af 9. april og 5. maj i Hadsund

- Vi er mange, der havde glædet sig til at markere - dels 80 året for 9. april 1940 og dels 75 år for 4. og 5. maj 1945.

Beklageligt

- Men initiativgruppen bag de mange planlagte arrangementer - nemlig Hadsund Museumsforening & Lokalhistorisk Arkiv – har nu valgt at aflyse markeringen af besættelsen og befrielsen af tyskernes indtog i Danmark fra 1940-45, beklager initiativgruppens formand, Dennis Lybech.

- Det gør vi med beklagelse, men også med respekt for de henvisninger, som regeringen har pålagt os.

- Tænk om nogle skulle blive syge efter at have deltaget i nogle af vore arrangementer, siger Dennis Lybech.

Tovholder på markeringen af de to jubilæer, Birte Overgaard, sammenligner på nogle punkter de Fem Forbandede År med det, vi oplever lige nu.

Samme angst som dengang

- Vi oplever den samme angst og frygt som dengang. Der blev hamstret, og jeg mindes ordene fra dengang, selv om vi da havde rationeringsmærker, men alligevel var der noget at hamstre.

- Jeg har kigget tilbage i min mors notater, hun skriver et sted - vist i marts 1943, at det ikke var til at købe toiletpapir, men hun har nok en anden dag fået fat i noget.

Selv mindes jeg, at Kong Chr. X talte i radioen, og nu har Dronning Margrethe talt til befolkningen i TV, hvor Hendes Majestæt blandt andet sagde: Vi skal stå sammen - men på afstand.

Og som den franske præsident sagde. Vi er i krig, men fjenden er i dag usynlig - og alligevel dødsens farlig.

Den usynlige fjende

Det kan godt lade sig gøre kun at købe ind i supermarkedet én gang om ugen.

Der kan ligeledes købes medicin til en måneds forbrug.

- Og så bliver vi hjemme og hygger os. Vi havde mange ting, vi kunne hygge os med dengang, hvor vi jo ikke havde fjernsyn.

- Men vi havde mange spil, som vi brugte, og så gik vi tur og kiggede på naturen.

- Blomsterne i grøftekanterne lærte vi navnene på, mindes Birte Overgaard.

- At de så siden blev glemt, ok sådan går det jo, men noget sidder tilbage.

- Jeg er sikker på, at når vi alle er fornuftige, så klarer vi os.

- Mon ikke mange har fyrfadslys liggende, som kan sættes i vinduerne 4. maj om aftenen, funderer Birte Overgaard

Lige nu står initiativgruppen stand by.

Men gruppen vil - når det hele er kommet lidt på afstand - spekulere over, om nogle af de aflyste arrangementer eventuelt kan holdes til efteråret eller næste år.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...